Torsdag d. 28. november 2019 Buenos Aires

Den triste virkelighed er gået op for os. Det er i morgen, det er fredag, den sidste fredag i november … Vi skal flyve tilbage til Danmark; hmm.

Nuvel, selvom det er fantastisk at være på farten i Argentina, så tænker vi begge, at det nok også er meget godt at slutte turen nu. Vi skulle jo nødig komme i en situation, hvor vi bliver trætte af at rejse. I vores tanker er der stadig mange lande i verden, som vi kunne være nysgerrige nok til at besøge – i dag talte vi om Canada (Vestkyst), Australien, New Zealand og mange flere. Nyt i vores tale er de østeuropæiske lande. De er kommet på listen som følge af vores møde med et par fra Østrig og Tyskland. De havde haft en fantastisk oplevelse i Kirgisistan. Så det kunne også blive en mulighed.

Men nu til det uundgåelige – et farvel til Argentina.

Mie fortsætter:

Ringen er sluttet, for i vores maver ligger dejlig Cajun-mad, som der gjorde den første aften i Buernes Aires… Det flippede og helt-nede-på-jorden-sted ”Nola” laver stadig helt fantastisk (og helt fornuftig prismæssigt) mad.

I løbet af dagen har vi dasket rundt i BA´s gader. Gået gennem den fantastiske botaniske have, hvor vi bl.a. så et ”Mate-træ”. Maten er vi ikke kommet på omgangshøjde med – en bitter og stærk urte-the som ses hele tiden i gadebilledet. Den drikkes af store runde kopper med et sugerør af metal (som er lukket i bunden med en lille si, så the-bladene ikke suges med op i munden). Koppen har altid følgeskab af en termokande med varmt vand (endelig ikke kogende – ca.75-80 gr er bedst) som konstant supplerer koppen med ny væske, så maten kan holdes i gang. Mate-koppen går på omgang i en gruppe, og all drikker af same kop og sugerør, og understreger på denne måde et socialt fællesskab. Vi er også blevet budt på mate, bl.a. af vores argentinske venner Sonja og Luis, og jeg også hos dykkerne i Puerto Piramides. Jeg må indrømme at mate ikke smager mig – men at drikke ufortrødent og uden forbehold, skaber respekt hos argentinerne – så vi drikker med, når lejlighed byder sig.

Jens havde læst om en fantastisk boghandel i BA som skulle være indrettet i et lige så fantastisk gammelt teater. Vi gik forbi i formiddags og nød syn og stemning i denne fantastiske kreation, med bøger i smuk harmoni med balkoner og parketter. På den oprindelige scene var indrettet en skøn café. Virkelig en berigende oplevelse at stå midt i…

Som Jens skrev i dagens epistel, er vores tur snart til ende, og jeg kan med stor sikkerhed sige, at alle dage har været begivenhedsrige, og ingen oplevelser skulle vi have været foruden. Ja, det vil sige at svømme med søløver kom jeg jo ikke til – den vil jeg gerne have haft med også.

Hvad glæder jeg mig så til ved at komme hjem igen? HELT sikkert at se vores børn igen – dem har jeg savnet og tænkt på hver dag. Heldigvis har vi haft kontakt løbende, og haft fornemmelsen af, at alt var ok, men den længere samtale har klart manglet. Forhåbentlig kommer vi efter denne del meget snart. Resten af familien mangler vi også helt klart at være sammen med. Jens siger han glæder sig til at sove i sin egen seng, og være klar over med det samme når han vågner, hvor han er… Måske kan man godt forstå hans behov eftersom vi har sovet 24 forskellige steder (incl. natbusser og -tog) undervejs.

Jeg selv har et lille spagt ønske om at få ordnet fødder – få det allermest sorte skrubbet af hælene, og få gang i en fodfil…

Dejlig og begivenhedsrig tur, sammen med en lige så dejlig og nogle gange helt uforudsigelig rejsepartner. Gør det gerne igen – det der med Kirgisistan lyder da meget godt….

onsdag d. 27. november 2019 Buenos Aires

Buenos Aires … Storbyen. Først nogle spredte landbrug, så nogle sært sammenflækkede huse, et papshelter under en bro, så nogle faldefærdige huse, der er lappede med blik og så … storby. Et sammensurium af bygninger - høje, forfaldne, bølgeblikkede og endnu ikke færdige, betonhuse. Først 2 etager så 3, 5 og så mange etager at jeg ikke nåede at tælle. Glasdomænerne knejser sig ranke og velpudsede over Buenos Aires. Endelig når vi havet på den østvendte kyst, Retiro Terminal de Omnibus. Ud af bussens airconditionerede beskyttelse, 28 grader varm formiddagsluft går rent ind efter 14 timers buskørsel.

Det er et ordentligt skifte fra Argentinas små byer til denne kedel, hvor der er støj hele tiden. Hvor man kan se småfuglene, men ikke høre dem, og hvor osen fra benzin- og dieselbilerne hænger mellem bygningerne, som en grålig tåge, der kun langsomt går i opløsning. Idag er her ingen blæst, så bilosen hænger længe i luften, og lugter langt ned i lungerne. Et myldrende hav af mennesker; Buenos Aires.

Mie er bare et sejt kvindemenneske, der ved, hvor skabet skal stå. En taxachauffør havde vist tænkt, at vi var lette ofre, som ingenting vidste om at køre taxa i Buenos Aires. Men han kom på andre tanker. Allerede på vejen opdagede vi, at taxametret kørte i et underligt hoppende tempo, og pludselig var prisen 897 pesos. Det var næsten samme pris, som prisen for en taxa fra vores sidste bosted i Buenos Aires og ud til lufthavnen, og denne tur var meget kortere; MEGET kortere end turen til lufthavnen.

Da vi nåede frem til Koten Hotel, blev jeg ved bilen og læssede vores ting af. Mie gik ind og talte med personalet i hotellet, som kunne fortælle, at prisen var helt hen i vejret. Normalen var omkring 400 – 500 pesos. På en blanding af spansk og engelsk fik chaufføren besked, han kunne gå med ind på hotellet, eller modtage 500 pesos, færdig. Chaufføren ville ikke med ind på hotellet, han ville bare beholde en af vores rygsække, men hov… bilen var tom. En sur chauffør, sagde en del på spansk, men han ville ikke med ind på hotellet, så jeg tænker, at vi handlede rigtigt. Han havde vist ikke rent mel i posen.

Måske burde vi have luret det allerede ved busterminalen. Den taxa vi kørte med, holdt ikke sammen med de øvrige taxaer. Det er vel egentlig et godt signal om, at her er noget, der ikke er som det skal være. Det har vi lært til en anden gang. 

Søndag d. 24. november 2019 Opsamling på Mendoza

Her er en lille opsamling på tiden i Mendoza City.

Mendoza … Vinby; god vinby, yes! God fordi byen kan så mange ting, hvis man kan sige sådan om en by. Men her produceres god olivenolie, god balsamicoeddike og rigtig god vin, herudover er der et hav af gode restauranter.

Vi har fundet os godt til rette her i Barcala 539; en lille lejlighed med køkken og bad. Ja, der er sågar en vaskemaskine også. Den står godt nok oppe på tagterrassen, hvor tørrestativet også står. Tøjet tørrer fantastisk hurtigt her i varmen.

Køkkenet er indrettet så man kan lave mad. Det kræver lidt planlægning, da gaskomfuret kun har to blus. Komfuret er så lille, at lejlighedens gryde og pande ikke kan være på det samtidig. Der skal balanceres og røres forsigtigt, så kan man komme i mål med madlavningen.

I dag var vi på vintur. Vi besøgte Bodega Lopez, en stor vinindustri, der holder fast i traditioner. For eksempel anvender de stadig deres store træfade (egetræstønder). Disse kæmpe trætønder kan ikke produceres mere, da man ikke kan skaffe egetømmeret. Familien Lopez regner derfor med at gå over til mindre mere almindelige vintønder i løbet af de næste 50 år. De store tønder, som kan rumme op til 35.000 liter vin, kan anvendes i produktionen i op til 120 år, hvis man passer på dem. Guiden fortalte også, hvordan man hvert 5 – 6 år får en mand til at kravle ind i tønden gennem en meget lille passage. Når manden er kommet ind, godt hjulpet af skubbende kollegaer, skrubber han siderne af tønden. Alle de vinkrystaller og andet vinsnavs, som har sat sig gennem 5 – 6 års produktion, skal af. Manden bliver i tønden mens den vendes, det er nemlig ingen nem sag at komme ind eller ud af tønden. Det kræver en meget fleksibel krop. Vinhuset Lopez er stadig familieejet, og styres nu af fjerde generation.

Den største vintønde jeg har set, tror jeg.

Specielt interessant var det at smage Lopez-husets Dulce Natural – en meget sød hvidvin, som navnet også siger, men også en meget frisk vin uden alkoholens skarphed. Gæringen stoppes ved 10% hvilket giver vinen en spændende lethed. Vi var enige om, at vi aldrig tidligere havde smagt noget lignende.

Dulce Natural til venstre

Det andet vinhus vi besøgte, var Vinedos Familia Cecchin. Dette hus har også eksisteret længe – det er tredje generation, som står ved roret. Familien kom oprindelig fra Italien.

Cecchin producerer økologisk vin, og de er det eneste vinhus i Argentina, der har en sulfitfri rødvin. Den smagte vi, og det var en oplevelse. Jeg synes helt klart, at vinen kan drikkes, men den var ikke særligt god i smagen, sådan som vi mødte den. Jeg tror, at den ville vinde betragteligt, hvis den blev serveret sammen med en god bøf. Den samme drue lagret på egetræ, havde det langt nemmere. Den manglede også lidt mad at følges med, men kunne til nød stå alene. Sidste vin i dette vinhus var en sød musserende hvidvin, Espumante demi sec. Den gik rent ind som en, der ville passe fint en varm sommerdag på terrassen i Farum.

Guiden fortalte, at man havde græs mellem rækkerne af vinstokke, for at holde på varmen og dampen fra våd jord, hvilket beskytter druerne mod at mugne. Der var plantet frugttræer i rækkerne af vinstokke og man oversvømmer hele marken hver 7. dag. Herudover var der små vandingskanaler langs rækkerne. Tiltagene med græs, krydderurter, frugttræer, oversvømmelse og små vandingskanaler handler om bekæmpelse af insekter, fugle og sygdomme, der kan ramme vinstokkene.  

Mie tilføjer:

Selvom jeg har det noget anstrengt med at opstøve spændende grønsagsmad her i Argentina, tvinges jeg alligevel til at smile henført over en kæmpe bøf jeg fik på parrillaen El patio de Jesus Maria. Måske var denne grill-restaurants religiøse navn med til at bringe mig op i de højere luftlag… Bøffen var en Bife de Chorizo – meget stor og meget saftig, stegt til perfektion med rosa midte og sprødt ydre…. En udpræget god oplevelse, til trods for, at vi efterhånden er forvænte med fantastisk kød. Glæder mig nu alligevel til varm mad lavet af grønsager.

Og nu er det snart jul.

tirsdag d. 19. november 2019 Neuquén

Klokken 11:12 indtjekning på posthuset. Klokken 13:54 Mie pakker pakken, vi skulle have afsendt, ud. 16.000,- pesos for 4 kg til Danmark er lidt for vild en pris.

Neuquén er ikke en by, hvor der er mange interessante ting at se eller opleve. Efter to dage, hvor byen har været stort set lukket, så sker der lidt mere i dag. Folk arbejder som folk nu en gang gør i en stor by. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad folk arbejder med eller for, bortset fra dem, hvor de står i en butik, på et hotel eller ved en gadebod m.v. Fokus i arbejdet er ikke på turisme, og dermed heller ikke på at fremme omverdenens viden om byen. Turistinformationen, Tripadvisor m.fl. fortæller mest om vingårdene, om forsøget på at gøre Neuquén til et kendt vindistrikt. Det skal nok lykkes dem. 

På Ernesto Bachmann museet så vi en udstilling om Argentinas dæmninger og kunstigt anlagte søer. Denne udstilling er selvfølgelig relevant at have på netop det museum, da det ligge lige op ad en af de første kunstige søer, der blev anlagt i Argentina. Men en udstilling om netop dæmningerne kunne også være relevant for provinsens hovedstad. Reguleringen af vand er og har været alt afgørende for Neuquéns udvikling. Her falder ca. 200 mm regn om året, så vand til vanding af vinmarkerne kommer fra de kunstige søer, som er opdæmmet smeltevand fra bjergene. Samtidig har opdæmningen betydet, at man i dalen langs Rio Negro har kunnet dyrke frugt - æbler, pærer, nektariner og selvfølgelig vindruer og meget andet. Dæmningerne producerer også strøm. Vi mangler også en udstilling, som kan fortælle os noget om Neuquén produktion af gas og olie. Sådan to udstilling ville have givet os noget at tage os til på denne vente dag, hvor temperaturen uden for sniger sig på på de 34 grader. 

Marie Jose Hoc  der viste os rundt på de tre vingårde i går, fortalte om jernbanen i Argentina. Den var velfungerende frem til jernbanen blev nationaliseret. Med nationaliseringen kom der færre tog, transporten af vare gik galt, og industrien kunne ikke længere regne med jernbanen, som sikker transportør af gods. I Neuquén fastholder man en jernbanedrift mellem byen og et par nabo byer. Strækningen er cirka 8 kilometer, men man arbejder for at udvide til flere af de små forstæder. Et dyrt projekt med lang leveringstid - udvidelsen af en omfartsvej på et par kilometer har været i gang i 5 - 6 år og er endnu ikke færdig. Maria håber dog på, at det lykkes at få jernbanen i gang igen i Argentina. Der ligger allerede mange kilometer skinner, og industrien kalder på mere miljørigtig transport af deres varer. I Neuquén gælder dette særligt olieindustrien. 

søndag d. 17. november 2019 Neuquén

Det var vist turens største fuser … Turen til ”Museo Paleontológico Ernesto Bachmann”. Museet ligger ca. 80 km fra Neuquén, og busserne kører ikke særligt ofte om søndagen. ”Al bus” kørte kl. 13.30 og vi var landet med natbussen fra Puerto Madryn omkring kl. 9. Vi havde med andre ord lidt travlt her til morgen. 

Nu vi var på Terminal de Omnibusse kunne vi lige klare tingene, så vi ikke skulle her ud igen. Busterminalen ligger 5 km. fra byens centrum. Vi fandt en bus til Mendoza, en bus til museet som nævnt og en tredje bus hjem fra museet. Det er nemlig ikke samme busselskab der kører ud og hjem om søndagen.

Vi havde læst beskrivelsen af museet i Lonely Planet, så vi var helt Okay med, at hjembussen først kørte kl. 21:20 fra stoppestedet lige foran museet. Virkeligheden er ofte meget anderledes end beskrivelser på papir. Nogle gange til det positive andre gange til det stik modsatte. I dette tilfælde var det, det sidste der gjorde sig gældende. Ikke for selve museets vedkommende, men for stedet det lå. Jeg tror, at det har været søndag længe i den lille by, meget længe … Der var ingenting at få endsige opleve. Den var tom.

Nede ved museet var der en forsamling med deres veteranbiler, de havde det hyggeligt og prøvede motorer, og talte bilspansk. Men der var ingen boder med mad. Et lille forretningscenter, havde en lille restaurant, men den var lukket ligesom de 4 andre restauranter i byen. Ingen mad, ingenting at foretage sig, så er der meget lang tid til kl. 21:20, når man er færdig med museets udstilling kl. 16.

Løsningen fandt vi i receptionen på Museet. Google translate uden internet det går ikke, så efter lidt snak frem og tilbage – de på spansk, jeg på dansk – fandt vi en mobiltelefon med adgang til internettet oversætteren. De fandt en pris (1800 pesos ca. 163 kr. for 80 km. Det er billigere end at sætte sig ind i dansk taxa), og en chauffør, vupti så var vi af sted mod Neuquén.

Nu er vi her, vi er ved at tage os sammen. Vi skal finde et sted at spise, vi har ikke fået noget ordentlig mad siden i går ved fem-tiden.

Rigtig god restaurant, Carmelo hvor man kunne få grillbuffet for stort set ingen penge. Mie og jeg klarede os igennem uden at forspise os. Lidt af en sejr når man ikke har fået rigtig mad i de sidste 25 timer. Meeeen – hvad kom vi forbi på vejen tilbage til hotellet? Jep; en Isbar. Nu kan vi ikke rokke med ørerne … bøvs.

Lækker is i lange baner. Minder meget om italiensk is.

Grillbuffet - Butterfly Lamp, grise, og oksekød

Lørdag d. 16. november 2019 Puerto Piramides

For mig har denne morgen været et af turens absolutte højdepunkter:

Strålende sol fra en skyfri himmel. Vi befinder os fortsat på Valdez-halvøen, og bor med havudsigt. I løbet af morgenmaden ser vi udover bugten, og undervejs ser vi tydelige blæs fra de store rethvaler ude i bugten. Morgenmaden bliver hurtigt indtaget og med en ekstra kop kaffe i hånden, går vi ud på den store terrasse, for at få et bedre udsyn.... I løbet af den næste timestid ser vi 4-5 rethvaler, hvoraf nogle af dem er unger, boltre sig i vandet. Her om morgenen er der endnu ingen både i vandet, og hvalerne har derfor plads til fri  leg uden forstyrrelse. Sikke en fantastisk fornemmelse.

Efter to forsøg på at komme til at svømme med søløverne de foregående dage, havde jeg håbet på en sidste mulighed idag. Juan fra dykkerbiksen havde lovet mig at sende en what´s app hvis de skulle ud på tur idag, men der var desværre ingen kunder udover mig. Jeg er helt klar over, at der ingen garantier er, for bestemte oplevelser på disse ture, og søløverne har ikke været at finde, trods ihærdige forsøg. Både Juan og Martin har allerede givet mig en ekstra-tur, så jeg må nok have svømning med søløver til gode til en anden gang....

Mon ikke vi istedet skal vende næsen videre mod Puerto Madryn, Neuquén og Mendoza? Må nok lige indskyde at Jens har været utrolig tålmodig og ventet på mig og mine udeblevne søløver, i flere dage. Så kan jeg nok give lidt igen, og se på palæontologiske fund i Neuquén til gengæld.

Give and take, you know ...

Fredag d. 15. november 2019 Puerto Piramides

Så var der lige strømafbrydelse. Hele Puerto Piramides blev slukket. Intet virkede, vandet i hanerne holdt op med at løbe, og man kunne ikke (kan stadig ikke) få en kop kaffe. De generatorer der er blevet startet rundt omkring, og som larmer over alt i byen, bliver ikke brugt til kaffe. Måske bliver de kun brugt til vand, køleskabe og kasseapparaterne. Hvordan de lige klarer betaling via kort, ved jeg ikke, måske har de et eget netværk til det. Vi almindelige mennesker kan i hvert fald ikke komme på internettet nogle steder. Håber virkelig, at internettet kommer til at køre igen inden ret længe.

Vi har brug for internettet til at planlægge den videre færd. Mie har fået besked om, at hun kan komme på tur ud til søløverne i dag kl. 14. Så håber vi, at søløverne også kender denne aftale, så de ikke bliver væk lige som i går. Holder søløverne aftalen så er vi klar til afrejse fra Puerto Piramides i morgen lørdag. Bussen til hovedlandet kører kl. 18. Det kunne vi læse på køreplanen på Terminal de Bus. Der er kun den ene afgang, og den ene buslinje fra Terminal de Bus. Busserne ind til Neuquén og andre steder kører fra Puerto Madryn. Deres planer kan vi kun se på nettet. Ender det med at vi ikke får adgang til internettet, må vi tage chancen alligevel. Hvis ikke vi kan få plads på en bus videre, må der være et sted i Puerto Madryn, hvor vi kan overnatte. Puerto Madryn er jo en større by end Puerto Piramides.

Endelig finder man en internetforbindelse der virker. Den var bare så langsom, at den næsten var bedre ingen forbindelse at have. I hvert fald kunne den ikke administre en booking af en bus eller et sted at bo til i morgen. Vi vil nemlig gerne videre i morgen kl. 18 med en lokale bus. 

Den lokale bus kører kun til Puerto Madryn, så den busbillet jeg forsøgte at bestille, skulle dække turen fra Puerto Madryn til Neuquén. Computeren fortalte, at der var 5 sæder tilbage. Det må vi se om der også er i morgen, når vi kommer frem til busterminalen i Puerto Madryn.

I Danmark er vi ekstremt forkælede med gode internetforbindelser.