Torsdag d. 24. oktober 2019 rejsen til Ushuaia

Så blev det dagen hvor vi skulle fra Cordoba til det allersydligste Ushuaia, en flyvetur på knapt 4 timer – ja, det er et stort land …

Dagens gyser udspillede sig i Cordoba lufthavn efter vi havde tjekket ind: Mens vi sad og spiste morgenmand syntes vi begge at en Martinez, Emilio og en Mortensen, Mie blev kaldt over højttaleren… Jeg henvendte mig til ham der annoncerede den slags, men han verfede mig vredt væk, og sagde at det ikke var mig, der var kaldt på. Endnu en gang blev mit navn råbt op, og tredje gang henvendte jeg mig et nyt sted, i håb om, at få afklaring… Jeg blev informeret om, at der var noget med min bagage og at jeg skulle komme med… Åh, nej – historier om stoffer der, i ubemærkede øjeblikke, er puttet i ens bagage, om ødelagt bagage hvor alt er splittet ad eller bagage som helt er bortkommet under uforklarlige omstændigheder, fór gennem mit hoved. Jens og jeg blev ledt ud bagom check-in, indtil Jens ikke måtte komme med længere. Jeg gik videre med en ansat gennem lange korridorer og et par elevatorer – ikke glad ved situationen. Ude på flyarealet under et halvtag lå min rygsæk (eller faktisk kunne jeg ikke se om det var min rygsæk eftersom både Jens´s og min rygsæk bliver puttet i ”transportsække” når vi flyver)…. Det viste sig selvfølgelig at det var Jens´s rygsæk der lå i transportsækken, så jeg indledte seancen med at hakke mig igennem på spansk, at det dér altså var min mands rygsæk. Jeg gik ikke ud fra, at den forklaring højnede min troværdighed, men kunne måske forklare hvorfor jeg ikke helt nøjagtigt vidste hvor hvad lå – som jeg jo gør med min egen rygsæk. Hvorom alting er, alt blev gennemgået, åbnet og lugtet til… særlig interesse blev udvist overfor Biotex håndvaskemiddel og mælkepulver, som jeg via håndfagter måtte forklare hvad var. PUUUHA, jeg var helt svedt efter den omgang, og synligt lettet, da vi endelig sad på flyet og maskinen tog fart.


Helt lettede var vi dog først 4 timer senere, da vi også havde fået udleveret begge rygsække, og stod i smukt solskin og kiggede op på høje sneklædte bjerge, så langt øjet rakte…. HELT fantastisk indflyvning ind over verdens sydligste by.

Torsdag d. 24. oktober 2019 Ushuaia

I morgen går vi ombord på skivet, der skal sejle os til Antarktis. Det betyder, hvis vi har forstået det rigtigt, at det bliver meget småt med forbindelse til internettet. Vi skrive alligevel til bloggen, og lægger billeder op i det tempo, som vi plejer. De kommer bare først til jer, når der er internet forbindelse.

Så fra i morgen d. 25. oktober og frem til d. 3. november er vi  på havet... Vi har husket søsyge tabelletter.

Vi lægger ikke billeder op i dag, da vi har en meget dårlige netforbindelse via telefonen. Stedet hvor vi bor, lovede WiFi over det hele, men papir er taknemmeligt - ingen WiFi i vores værelse

Onsdag d. 23. oktober 2019

Vi tænker, at vi er meget heldige, når vi får lov til at se Antarktis. Igennem de seneste år er antallet af turister, der besøger det skrøbelige kontinent steget markant. I 2018 var det 51.707, men endnu er der ikke sat begrænsninger. IAATO – det fællesskab af 25 nationer som er ansvarlige for Antarktis – skal sikkert bruge adskillige år endnu, før begrænsningen kommer. Ind til videre er de blevet enige om, at der kun må ilandsættes 100 turister ad gangen, og der er skarpe regler for, hvad man må og ikke må. Vi har modtaget et 13 sider langt skrift om reglerne. Det er på engelsk, så Ordbogen.com bliver flittigt brugt, mens ens engelske ordforråd langsomt bliver stører. Mere om det senere … Mie vil ud i byen.

Første opgave: Rengøring af sandaler.

Et mindre uheld i mørket i går aftes lugtede hverken godt på højre eller på venstre sandal. Trekking-sandaler har desuden et meget dybt mønster i sålen, så mængden af det stinkende brune stads var næste uoverskuelig. Jeg var ikke meget for at skulle grave det ud. Måske … nej, sådan noget gør de ikke, men man kan jo prøve. Ideen var der, og så var det bare af sted til Lavado Ecológico Vehicular – Ecowash – Lava-Autos. Den hurtige læser og/eller den spanskkyndige har selvfølgelig lugtet lunten. En bilvask.

De synes, at det var en god udfordring jeg kom med. Så sandaler på vaskepladsen, spulefører og sæbedreng i gang – vips 2 minutter, og så var sandalerne rene. Pris for sandalvask: gratis. Ecowash i Cordoba har selvfølgelig fået en anmeldelse med 5 stjerner.

Der omme bag bilen bliver mine sandaler spulet. 

De andre opgaver, bog- og tøjjagt. De gik som sådan noget gør. Men byen her er kedelig at gå rundt i, så vi glæder os til i morgen, hvor vi skal videre.  

Miercoles d. 23. oktober 2019

Jeg er lige vågnet op… Vi bor igen privat hos en familie, der udlejer værelser via Booking.com. Dels er det sjovt at se hvordan argentinerne bor, det er billigt og så er det skønt at vågne op til ”familie-lyde” med børn. Det er også skønt at det ikke er Jens og mig der skal have børnene klædt på, bespist og ud af døren – men at vi i ro og mag (og med en kop neskaffe) kan sætte os med computeren og vælge den langsomme morgen til …

OG SÅ ER DER STORE NYHEDER: 

VI SKAL TIL ANTARCTIS

Tænk, det er virkelig lykkedes, det vi kun havde turdet drømme om …

Vi har på nettet fundet to ”last minute tickets” med afgang 25/10. Vi havde på forhånd godt læst om at man kunne være heldig med specielle deals, hvis man i sidste øjeblik scannede området. Jeg troede måske at det betød, at man løb fra det ene bureau til det andet i Ushuaia, men i disse elektroniske tider bliver den slags naturligvis slået op på nettet, og vi har altså været heldige at byde ind på en 10-dages tur med det gode skib ”Atlantic Ocean”. Turen koster 50% af normalprisen, og selvom vi har valgt en helt basic og lille kahyt – kun med kighul ud til isen - så er prisen alligevel skyhøj, synes vi. Det har krævet adskillige samtaler med Nordea om at fjerne loftet på Visa-overførsler, og opdeling af overførslerne i 3 portioner, før end den endelige betaling er gået igennem. Den sidste del gik igennem kl. 01 i nat ...

Vi er utrolig spændte på, hvad turen bringer af nye oplevelser, dyre-oplevelser, bekendtskaber med andre rejsende og selvfølgelig, og vigtigst af alt, hvilke fantastiske scenerier vi møder på vejen. Prisen på herlighederne nager en del, kan jeg mærke – håber inderligt at de utallige ekstravagter på fødegangen og alle Jens´s timer bag rattet i bussen, opvejes af denne ekspedition ned til det allersydligste.

... Så nu er det vist tid at hoppe ud af sengen, lægge computeren væk og komme ud i storbyen og prøve at opstøve varme sokker og huer. YYYYAAAAHHHOOOOOOO.

Tirsdag d. 22. oktober 2019

Det blev endnu en transportdag. Denne dag blev desuden fyldt med en masse butiksbesøg. Det skulle udnyttes, at vi var kommet til Argentinas næst største by. Undervejs har vi nemlig opdaget et par mangler i vores forberedelser til turen – vi manglede eksempelvis hukommelseskort, UV-filter og så havde vi også tabt klappen til kameraet.

I morgen skal vi have fundet en trøje eller to, samt en hue til mig. Temperaturen i Ushuaia i oktober ligger mellem 7 og 14 grader, og min hue ligger i Farum. Det regner også en hel del i området, så en ekstra trøje er vist nødvendig – der er rimelige chancer for at blive gennemblødt, trods godt regntøj.

Vasketøjet blev klaret på rekordtid – indleveret i vaskeriet omkring kl. 14 afhentet igen kl. 20 pænt tørt, foldet og dejligt rent for cirka 23 kroner. Jeg havde ventet, at vi skulle tilbage til kæmpecenteret igen i morgen for at hente tøjet.

Der er ikke så mange argentinere, som kan engelsk, og jeg kan ikke meget spansk. Den sproglige barriere prøver jeg at klare ved hjælp af Appen ”Translate”. Jeg skriver på dansk, den oversætter til spansk og omvendt. Det tager lidt ekstra tid, men som regel ender det med, at vi kommer i mål. Ofte med et smile og udveksling af enkelte ord på dansk, spansk og/eller engelsk. Med Appen er vi på samme banehalvdel – vi skriver på vores modersmål, og vi ved ikke helt, hvad modtageren får ud af det vi skriver. Ud af den oversættelse Appen kommer med, kan vi stort set gætte, hvad samtalepartneren vil sige. Hvis ikke, må samtalepartneren forsøge at formulere sig igen, og igen, og igen … til det lykkes. Enkelt ord, og sætninger i bydeform, er det der går bedst igennem.

Sådan skal kaffe serveres, med lidt chokolade til

Cordoba er som nævnt Argentinas næst største by. Ind til nu udmærker den sig ved at virke mere hektisk end Buenos Aires. Her har vi set flere hjemløse, og tiggere på gaden end noget andet sted vi har været i landet. Der er et hav af biler, busser, knallerter og motorcykler, og hornet anvendes næsten lige så ofte som i Jujuy. Kørerkulturen i Cordoba virker mere pågående; folk vil frem, så udover at de anvender dythornet, så anvender de gaspedalen så de er sikre på at nå først frem til det næste røde lys. At færdes her kræver vores fulde opmærksomhed. Så Mie og jeg vi tager pænt hinanden i hånden og ser til højre, venstre og så til højre igen inden vi forsøger at gå over gaden.

Uden at være sikker, så virker det som om nogle af byens gader er bestemt for bestemte fag. Vi har været igennem en gade, hvor det mest handlede udstyr til slagterbutikker, en trævaregade og den bedste af dem alle en gade fuld af musikbutikker – jeg holdt op med at tælle, da vi kom forbi den 6. butik på vores side af vejen.  

I morgen skal vi rundt og finde de sidste ting, så vi kan klare et par dage i Ushuaias kulde. I er på vej til at stå op, og jeg skal i seng vi er jo 5 timer bagud i forhold til Danmark. Så pænt godnat – eller godmorgen.

Mandag d. 21. oktober 2019

Fantastisk dag … Vi fandt den rigtige bus, og kom ud til Parque Nacional Quebrada del Condorito. Sat af midt på en øde grusvej – 4 turister og kun to af samme sprog. En vidste dog, hvilken vej vi skulle gå for at komme til entreen. Frisk fart på og Mie i trekking sandaler; et fodtøj som ikke passer med grusveje, klipper og slanger, men sådan blev det – sej kvinde; kun lidt brok over fodtøjet til sidst, da gruset kittede sig sammen mellem tæerne.

Vi fik set dem – kondorerne – en del unge fugle, men det var jo også flyveskolen for kondorer. Fra indgangen til parken og ud til den nordlige ”Balkon”, er der et par timers vandring, og tilsvarende tilbage igen. En fed tur men utroligt mange forskellige udsigter, spændende fugle (en sort med hvidt næb, øjenomgivelser og vingespidser på størrelse med en lille dansk solsort), rovfugle – sorte med en hvid prik på hver vinge, hest, ko og meget andet, der hører naturen til. Det er den første park vi har været i, hvor vi ikke har set plastik ligge alle mulige og umulige steder. Vi fik ikke set en slange, eller en puma. Måske kom vi forbi noget puma-lort. Det lignede kattelort bare i en lidt større målestok. Hvorom alting er, så er parket et af de steder, hvor der er chancer for at se en puma – men det er sjældent.

Linsen på vores kamera 18-55 mm. er alsidig, men fotos af dyr magter linsen ikke. Det ses på billederne.

I parken er der nogle helleristninger, som viser, at der har levet mennesker i området siden tidernes morgen. De viser, ligesom helleristninger andre steder i verden, livet, som det blev levet i området. Fotos i udstillingen viste en jagthistorie, og den tids afbildninger af de dyr der levede i området heriblandt kondoren. Så her er også interessante ting for folk, som ikke kun vil se fugle.

Dagens tur blev afsluttet med ¼ kg is til Jens og en vaffel til Mie. Med dem i maverne travede vi til vores lille Airbnb hus. Trætte og fulde af oplevelse opgav vi, at gå ud at spise. Sengen var vigtigere, mad må vente til i morgen.

Torsdag d. 17. oktober 2019

Vi nåede ikke at fortælle om Salinas Grande - En saltørken som ligger i 3300 meters højde.

Det var en dagstur med offentlig transport (bus) til Purmamarca, hvorfra man kunne komme med en mini-bus videre op til ørkenen. Vi vil ikke trætte med, hvor lang tid det tog, men det gjorde det; tog tid.

Som I kan se på vejen, så er der mange sving

I Argentina bliver man god til at vente

En argentinske mor og hendes datter kunne lidt engelsk. De tog os med på deres guidede tur ud til saltsøerne - fantastisk oplevelse.

Vi er da turister

Salt i op til ½ meters tykkelse.

Lørdag d. 19. oktober 2019

Det blev en lang tur, og jeg er helt øm i rumpen. At sidde i en bus i ca. 18 timer og på en ventebænk i 1½ times tid, så er kroppen træt og øm. Nu glæder jeg mit til at tilbringe de næste dage her i Mina Clavero, hvor hovedattraktionen er kondoren. Vi har allerede set en 5 – 6 stykker på vejen hertil.

I morgen tager vi ud til den nationalpark, som er blevet anlagt for at beskytte et område hvori kondoren yngler. Vi håber så at se flere fugle. Der skulle være en ”flyv-selvskole” for kondorer i Quebrada del Cordorito National Park, måske kan vi vandre ud til den.

Vi har 22 grader i skyggen, det var rart med lidt varme efter de kolde dage i Jujuy.            

Onsdag d. 16.oktober 2019 Jujuy

Atter en rejsedag. Vores ualmindelig søde ”husmor” Liliana havde sørget for vores vasketøj – fået hele bunken vasket for bare 30 kr. Jaah, endelig et par rene sokker og udsigt til, at vi begge to kan gå i vores eget tøj – ellers låner vi flittigt af hinanden …

Lille bustur i dag til Jujuy. Vi vil gerne til den store saltørken ”Salinas grande” nord for Salta, og det er lettere at komme dertil via Jujuy og Purmamarca som ligger godt på vej oppet i bjergene.

Her i Jujuy sker der absolut intet – jo, vi fandt ud af at indbyggerne formodentlig er i besiddelse af nogle kæmpestore brødristere …

Jens fortsætter:

Og så – bedst som jeg sidder, og er ved at gøre bloggen klar til udsendelse (det lyder sgu helt bloggeragtigt – tror jeg), så sker der noget. 

Der lyder en taktfast rumlen og horn, først svagt, så lidt kraftigere, så man bliver klarover, at det er et optog af en art. På lyden mærker man, at optoget kommer nærmere og nærmere. Ud af den varme seng, fat i kameraet og op med vinduet – koldt eller ej. Ude temperaturen er 7 grader . Casa de Barro har ikke varme på værelserne, der sidder kun en lille gasradiator på trappeopgangen, men den er ikke tændt.

Tilbage til optoget … jeg vil tro, at et sted mellem 100 og 300 mennesker plus musikere deltog i optoget. Bannerne viste, at det var PRLM, som var arrangør. Ud af billederne kan vi ikke helt tolke, hvorfor de demonstrerede – så jeg gætter på, at det er i forbindelse med den igangværende valgkamp at optoget blev gennemført. PRLM – Partio Revolucionario Marxista Leninista … Marxistisk-Leninistik parti blev opløst i Danmark i 1991. 

Tirsdag d. 15. oktober 2019 Tren a las Nubes

Tren a las Nubes ligger bare derude i højderne og venter på os. Verdens 3.højest beliggende jernbane i verden startede oprindeligt i Salta og fortsatte ind i Chile. Jernbanen skulle fragte gods og mennesker landene imellem. For 4 år siden lukkede en del af den spektakulære jernbane for mennesketransport og kun et lille stykke er fortsat farbart. Det betyder at det spændende stykke vej fra Salta til San Antonio de los Cobres – gøres i bus, og at man så hopper på toget i San Antonio. Denne lille ”bus-detalje” var ikke beskrevet nogle steder, og vi havde derfor en del hovedbrud i forhold til, hvordan turen kunne bookes. Mit spanske bliver bedre dag for dag – men rækker endnu ikke til udredninger og spørgsmål om lokal togdrift. Hvorom alting er, fik vi booket et par (meget dyre) billetter til turen i dag. Jeg har altid haft stor aversion mod at bevæge mig rundt i en stor turistflok – og endnu værre med ens armbånd på, og en guide til at fortælle mig alt det jeg hellere selv vil finde ud af. Lige præcis sådan var denne tur nødt til at foregå, da der var meget få alternativer.


Busturen ledte os gennem Lerma valley med opdyrkede marker og masser af blomstrende Jakaranda- og Ceibo-træer – sidstnævnte er Argentinas nationalblomst.

Videre gennem lidt højere beliggende landskaber præget af mindre nedbør, og helt oppe over trægrænsen hvor gigantiske kaktusser op til 10 meter høje og helt op til 600 år gamle, overtog landskabet. Oppe i 4000 meters højde var der ganske få regnvejrsdag om året og goldt og stenet landskab. Også her boede der små familier i helt primitive huse og med spartansk og selvforsynende husholdning.

Efter 5 timers bustur nåede vi San Antonio og kunne stige ombord på La Tren a las Nubes. Mine forestillinger om et gammelt, skramlet tog med hårde træbænke blev gjort helt til skamme… I turismens navn var toget af høj kvalitet, og alt tilrettelagt så alle skulle få én på opleveren. Da et tog ikke kan lave store stigninger på kort tid, er Tren a las Nubes- jernbanen anlagt med zig-zak-stigninger (hvor toget kører frem og tilbage for at komme opad) samt strækninger hvor banen er anlagt rundt om et bjerg for på denne måde at klare en opstigning. På vores strækning skulle vi kun stige omkring 200 m, men det kunne mærkes – både på togets hastighed som var helt nede på 20-30 km/t og på den lidt tyndere luft. Den kæmpestore kulmination på hele turen lå til allersidst i 4220 meters højde hvor vi skulle over den største viadukt ved La Polvorilla, via en umiddelbart spinkel bro…. Hvad synes du???

Mandag d. 14. oktober 2019 Salta

En herlig dag hvor vi fik set byen og dens flotte svævebane. Tænk selv i halv-dårligt vejr tager bygningens indre sig godt ud.

Der er ikke et blad eller støvkorn på gulvet

Når man læser, at byen er præget af kolonitiden, så må det være gader som denne, der giver inspiration til udtalelsen.

Søndag d. 13. oktober 2019 Salta

Efter 13 timer i samme sæde, gyngende ca. 840 kilometer gennem natten, er man noget rundforvirret. Man er sulte, ikke sådan rigtigt sulten, men sulten på en måde så man ved, at man skal spise. Vi havde ikke provianteret til turen, andet end lidt kiks og vand. Så vi rundede, vores hyggelige bosted – Los Poetas – satte ”flyttelæsset” af, og gik i byen … Siesta og søndag, så er der langt til en åben cafe. Men vi fandt en, en god en som serverede lette rette til lette priser (70 kr. for stor nudelret, en omelet, vand til og kaffe efter), Vores ”normale” rejsekost – banan (frugt), brød og vand til frokost er billigere, men ikke meget i den rundforvirrede tilstand vi var i.

Vi ville egentlig gerne have været med svævebane til toppen af byens bjerg, men udsigten til tordenvejr holdt os fra det. I stedet fulgte vi lyden fra noget musik, som kom fra en park. Det var noget folkemusiklignende musik, der lagde op til dansk. Og det var, hvad vi fandt. Nogle par viste dans frem på scenen. Vi så afslutningsdansen. Så blev der snakket, snakket og snakket fra scenen.

Hund skal åbenbart gå rigtigt, hvis den skal vinde

Der var sat et bord op foran scenen, som om der skulle være en konkurrence. Vi kunne også se nogle gevinster stå på scenen. Jo mere vi betragtede tingene, og omgivelserne blev vi klarover, at der skulle afholdes en skønhedskonkurrence. Men først skulle vi lige se en tre mandsgruppe optræde. Det gjorde de ganske godt, lidt ustemt violin, og en trommeslager der løb indimellem, men de havde god kontakt til publikum. 4 numre gav gruppen, så var det tid til første model på scenen. En blå kjole med skørter, og en lyserød guitar som tilbehør, blev båret rundt på scenen af en ganske forvirret hund. Den brød sig hverken om påklædningen eller den høje musik. Hurtig kom en lille dreng på scenen; det var svært at se, men han havde en lille udklædt hvalp i hænderne. Så gik vi …

Nogle gange skal man fange tingene, når de er der. Det gjorde vi med skønhedskonkurrencen for hunde i parken. Egentlig en lidt mærkelige foreteelse, når man tænker på det hav af gadehunde, vi har mødt på denne tur. Der var gade hunde blandt tilskuerne. De var der i håb om, at få del i de rester af chips, brød og andre snacks, som menneskene ikke kunne eller gad spise. Og lige en ros til argentinerne. I de varme dage i Corrientes var der flere steder sat vand frem til gadehundene. Jeg tænker, at folk i byen har gavn af hundene i forhold til rotter osv., så lidt pleje får de.

Vi fangede lige en velsignelse; en katolsk en af slagsen. Vi var inde for at se den meget flotte Cathedral of Salta. En gruppe unge mennesker kom ud fra en sidedør i kirken. Den ene havde en guitar i hånden, så vi tænkte, at det måtte vi høre. Vi havde ikke lige overvejet, at han skulle spille til messen, men det gjorde han, og så blev vi velsignede – tak for det.

Fantastisk flot alter

Nu sidder vi på vores værelse, skriver og læser, og sover 5 kvarter i timen lige om lidt. Jeg kan i hvert fald godt mærke 13 timer på samme sæde ikke give megen søvn.

Der komme lidt billeder i morgen

Lørdag d. 12. oktober 2019 ventedag

Lørdag d. 12. oktober 2019 Ventedag

Vi har tilbragt en ventedag i Corrientes. Det meste af dagen blev tilbragt i lobbyen Corrientes Plaza Hotel. En dag med en enkelt rundtur i byen for at se vægmalerier; resten af tiden i lobbyen. Gab. Der er stadig 4 timer til bussen mod Salta kører.

Vi har læst skønlitteratur, forberedt turen til Ushuaia, dvs. bestilt overnatning og flybillet. Og så var det, at jeg lige ville læse lidt op på byen, som vi er på vej til. Men … det er en meget lidt beskrevet by, hvis man ikke lige læser spansk. Vi må åbenbart holde os til Biblen – Lonely Planet.

Ventetiden blev afsluttet med en et måltid, der tog lidt for lang tid. Faktisk tog det så lang tid, at Mie og jeg måtte halse af sted i 34 graders varme, hvis vi skulle nå bussen. Med en taxa til hjælp, kom vi frem til busterminalen i Corrientes. Et vældig travlt sted med busser, der kommer, læsser folk af og kører igen. Gadefejere, ventende passagerer og sælgere af brød og vand fylder perronen mellem busholdepladsen og de små boder, der sælger billetter til busserne.

Vi kom med en lidt ældre bus, dobbeltdækker, knap så ren og lækker, som de to første busser vi har kørt med. 13 timer forude, håber, at det der med sengebus har noget på sig, så vi kan sove undervejs.

Fredag d. 11. oktober 2019 Corrientes

Indimellem bliver tingene ikke, som man tænker dem. Vi havde planlagt busturen i går fra Iguazú til Corrientes, en overnatning i Corrientes også videre med sovebus i aften til Salta - nemt og enkelt; ikk'.

Vi bliver lige en ekstra dag i Corrientes, og tager videre med natbussen i morgen kl. 20:55. Et døgn "forsinket" i forhold til vores oprindelige plan. Busselskabet havde nemlig ikke plads til os i dag. Det havde Hotel La Galeria heller ikke. Sat på gaden, sådan - lige midt i varmen ... 

Rygsækkene måtte gerne stå på La Galeria til vi havde fundet et andet sted at være, så dem skulle vi heldigvis ikke slæbe med rundt i de 37 graders varme, der er her.  Vi skulle først finde morgenmad og så til turistinformationen, så til buscentralen og derefter finde et sted at bo.

Et våben mod varmen

En tidslomme midt i Corrientes. Morgenmadsstedet var beskrevet i Lonely Planet. Den hed Martha de Bianchetti. Det første man tænker, når man træder ind i det meget fine lokale er - Det var da ikke englænderne, som var koloniherre her. Så kommer man i tanke om, at bogen beskriver den som af italiensk oprindelse. Hvorom alting er, så fik man fornemmelsen af, at tiden var gået henover og uden om cafeen. Den holdt stadig stilen og servicen fra den gang den blev til i starten af 1900 tallet. 

Turistinformation ... Det er vel et sted, hvor turister kan gå hen og få information om stort set alt, om byen eller provinsen man er turist i. Turist - i min opfattelse; en person på rejse der kan komme fra eget land og sprogområde, eller fra andre lande og sprogområder. Min forventning er derfor, at man kan møde mennesker, der kan tale et minimum af engelsk i en turistinformation. Engelsk er vist det internationale sprog, som anvendes mest. Men, sådan er det ikke her i Corrientes. Damen vi mødte, talte mindre end et minimum engelske, jeg vil næste sige, hun slet ikke talte engelsk. Vi nåede dog i mål alligevel. Mies spanske, ordgæt og så var den hjemme. Der er kun busser til Salta, turistinformationen har ingen køreplan eller adgang til at bestille billetter. De har heller ikke samarbejde med hoteller eller hostels i byen, men de har et kort, en kuglepen, et gå på mod og tålmodige danske turister; det har de.

Vi fandt busstationen, en billetluge og en der ikke kunne engelsk. Men hun kunne noget andet. Hun kunne løbe - jeg siger, løbe for det gjorde hun i 37 graders varme - hun kunne løbe efter hjælp. En hyggelig ung mand fra busstationens turistinformation, kunne fint oversætte og hjælpe. Billetterne til bussen i morgen blev købt.

Den offentlige bus - linje 103 - fra den centrale busstation til havnen, havde ingen aircon. Det er der ellers mange af de offentlige busser der har, så her kunne de danske busselskaber lære noget. En fin men varm tur.

Byens Casino har en fin aircon-cafe med gratis Wi-fi. Fantastisk sted at gå på jagt efter et sted at bo en nat.  Lidt dyrere end vi har boet hidtil, 266,- kr. for et dobbeltværelse med morgenmad, aircon, wi-fi. swimmingpool og meget andet.

Vandreturen fra Hotel la Galeria til Hotel Corrientes Plaza var turen ind til nu hårdeste rygsækslæbetur, alt var gennemblødt af sved på blot 800 meters vandring. Vi måtte simpelthen holde siesta inden vi kunne samle os så meget, at vi fandt ud af, at det var lidt sent at spise frokost. En banan, et æble, en kiks og en is måtte holde sulten fra livet ind til temperaturen faldt så meget, at vi kunne finde et sted at spise aftensmad.

Torsdag d. 10. oktober 2019

Transport dag. Bus 9 timer. "Lykke Per" er en interessant bog, så den fokuserede jeg på, det meste af vejen.

Onsdag d. 9. oktober 2019 Iguazú

Vandfald, vandfald, vandfald - det er fantastisk, at se så megen vand komme brusende udover klippekanten, så det har vi brugt to dage på her i Iguazú. Den første dag så vi vandfaldene fra Brasilien siden - Ups. så har vi sgu osse været i Brasilien - det tog en halvdags tid. Anden dagen - i dag - så vi det her fra den argentinske side; samme vandfald to forskellige oplevelser.

Turisten Mie ser på vandfaldet fra Brasilien

Det var også to forskellige kaffeoplevelser. Man må vist ikke favorisere... meeen brasiliansk kaffe er bedre efter min smag.

Det er næsten umuligt at sortere i billederne, vi gik fuldstændigt Koda-Color amok. Hvert lille skridt åbenbarede det ene naturskønne billede efter det andet.

Hov - det var Mie der kom forbi

.......og Mie fortsætter: Helt fantastisk har det været at bevæge sig rundt i så storslået natur; vandfaldene krævede naturligvis den allerstørste opmærksomhed - fra små, stille regnskovsfloder i tæt bevoksning, til større, levende organismer med stor kraft, samlede sig til vandfald af alle størrelser - ialt 276 styks.... De største vandfald havde en ufattelig styrke og hev så store vandmasser igennem faldene hele tiden, at man som menneske følte sig uendelig lille. Kulminationen på de mange vandreture ud til alle faldene blev dog idag, hvor vi til allersidst stod på toppen af det største vandfald og så durk ned i afgrunden - et inferneo af brus, damp, skumsprøjt så intenst at man på ingen måde kunne identificere bunden af faldet - stedet hed "Devils throat"....

Udover vandet har vi også været optagede af tusindvis af smukke sommerfugle, spændende fugle (vi så bl.a. en stor tukan), øgledyr, meget store fisk i floderne, skildpadder, samt i massevis af næsebjørne. Sidstnævne kom jeg i nærkontakt med, da jeg var uopmærksom et øjeblik, og vores frokost blev tyvstjålet lige ud af hånden på mig, af en særlig hurtig næsebjørn. Heldigvis for mig blev jeg hverken revet eller bidt i denne forbindelse, noget vi ellers havde set flere eksempler på kunne ske. Vores frokost blev således noget spartansk, og jeg en erfaring riger....

Vi skal tidligt op i morgen, og fanger en langtursbus til Corrientes. Godnat for nu.

Søndag d. 6. Oktober 2019

La Boca - et berømmet kvarter i Buenos Aires var ikke så attraktivt, som beskerevet i bøgerne. Nuvel; malede huse, tango på restauranterne og lidt i gaderne, og en evig kom og blive fotograferet med mig for X-pesos. Egentligt er jeg lidt skuffet, ikke fordi kvarteret ikke er interessant, men fordi det er druknet i turister og de hajer, der forsøger at få flest mulig penge ud af turisterne. Bygningerne, deres vægmalerier og statuer er sikkert flotte og spændende, hvis man kunne komme til at se dem.

Inden vi tog af sted til La Boca, havde værten på Reina Madre Hostel advaret os. Han havde indtegnet et område i La Boca bydelen, hvor man ikke skulle gå hen som turist. Et område styret af bander. Lonely Planet skrev også noget om, at man ikke skulle gå væk fra hovedstrøget, især ikke, hvis man havde et stort dyrt kamera. Men hvem havde glemt kortet med afmærkningen … Ja, det havde vi. Sikke et held, at argentinerne passer på deres turister, og sikke et held at vi ligner turister. Pludselig; ud af ingenting stod en ældre meget bestemt herre og talte meget hurtigt og tydeligt på spansk. Han var vedholdende, han blev ved at sige det samme, selvom vi i første omgang afviste ham. Vi troede jo lige, at han var endnu en af disse - jeg skal tjene penge på turisterne gutter. Men lidt efter lidt fattede vi, at han mente det - vi skulle vende om, og gå tilbage til Caminito og turistområdet. Vi var på vej ind i et meget lidt turistvenligt område. Det område som vi var blevet advaret om. Stort tak, til den ældre mand, som passede på os to turister.

Vi vandrede fra La Bocas turistområde - Caminito, til San Telmo marke. Endnu mere turist-geil og kilometervis af boder med alskens tingel-tangel. Her havde vi ventet at finde små gadekøkkener, så vi kunne få en let frokost, men den slags så vi intet af - kun slik, kager og popcorn, samt friskpresset appelsinjuice-boder. San Telmo markedet var endnu ikke en sag efter vores smag, så vi tog hjem til Reina Madre Hostel. Vi skulle jo pakke og betale, så vi blev klar til at tage af sted mandag morgen. 

Aftensmaden fik vi på La Cabrera. Nu skulle vi endelig smag de argentinske bøffer. Det var super godt kød. Men dagen skulle jo gå os lidt imod, så for første gang spiste og drak vi uden at aflever drikkepenge. Tjeneren var hurtig, og præcis men så absolut ikke interesseret i sine gæster. Han stille de rigtige spørgsmål, men gik inden man fik svaret. Han lirede menuen af og forsvandt inden man kunne spørge ind til de enkelte dele af menuen. Hele hans attitude, gøren og laden, virkede afvisende - han var helst gæsterne foruden. Man behøvede bare at iagttage tjeneren til nabobordet, der var servicen i top. Han havde tid til at forklare, lytte og servere på en rar og rolig måde.

Mandag d. 7 Oktober 2019

Så nåede vi til Iguazú i det nordligste Argentina. Vi fløj 1 time og 45 minutter fra Buenos Aires. og er kommet til en helt anden verden. Trope vejr 27 grader i skyggen, bagende sol og fuglekvidder, som var man i Zoologisk have.
Vi havde egentlig regnet med, at dette skulle være en transportdag, men vi nåede mere end det. Vi nåede nemlig også ud at se Hito Tres Fronteras. Stedet hvor grænserne mellem Paraguary, Brasilien og Argentina

Paraguay til venstre, Brasilien til højre og Argentina står jeg i (forgrunden)

Sikkerheden er i højsæde

Togstationen Retiro er meget stor, så stationspolitiet har fået stillet særlige tryghedsskabende patruljekøretøjer til rådighed.

Lørdag d. 5. oktober 2019

… OG SÅ BLEV DET FORÅR I OKTOBER…

Regnen gik over og blev afløst af den fineste forårsdag med sol og høj, blå himmel. En oplagt dag at tage til Tigre Deltaet på.

Stor fornøjelse er det at metro, tog og informationer går til tiden og holder stik – det gør det virkelig let at bevæge sig rundt. I toget fra Retiro stationen i BA og mod Tigre sad vi vist egentlig bare og slappede af, og var faktisk slet ikke klar over, at det eneste vi manglede, var en lille argentiner, der spillede mandolin og panfløjte og havde valgt at kast sig ud i den græske Zorba – kosteligt og rørende…

Tigre Deltaet dækker et meget stort område, som er gennemskåret på kryds og tværs af små og store floder. 80% af landet mellem floderne er eget af privatpersoner, som alle har bygget sig et hus, og bor der. Byggerierne er for en meget stor dels vedkommende små, arkitektoniske perler med sjove vinkler, fantasifulde udsmykninger og fantastiske haver til, samt naturligvis egen båd tøjret ved bådebroen – ellers kan man hverken komme ud eller hjem. Meget specielt minisamfund. I alt bor der ca. 9000 i deltaet. Folk lever i høj grad håndværk, som de udfører for hinanden. Mange har skabt sig en forretning i relation til turismen, nogle er fiskere, nogle er kunstnere… I deltaet er der både børnehaver, skoler og endda også highschool. Regeringen finansierer både til at fragte skolebørnene til og fra skole. Købmandsbåde sejler rundt med varer, og stopper når nogle står på deres bådebro og ser interesserede ud. I den inderste zone tættest på fastlandet bor der flest, og ude i 3.zone kan der være flere kilometer til nærmeste nabo.

Købmanden til vands

Vi blev grundigt oplyst om livet i deltaet af ejeren af den restaurant vi hoppede af på undervejs. Han var tydeligvis meget glad for livet her og gjorde et stort stykke arbejde for at vedligeholde og beskytte deltaet i sit område. At han også lavede fantastiske frokost til Jens og mig – og havde en fantastisk have, hvor vi tilbragte resten af dagen, var et ekstra plus. Vi fik serveret turens dyreste frokost med fisk fra floden, alligator-croquetter (ja, det var det s`gu) og dejlig Malbec fra Mendoza…. Super skøn dag.

Mie skulle lige smage en alligator-croquette

På vej hjem i toget blev en ung mand med mange øreringe og tatoveringer velsignet af en anden ung mand. Den nu velsignede sad og strålede lige indtil vi steg af på Retiro station.

Fredag d. 4. oktober 2019

En hviledag eller hvad man nu kan kalde det. Vi vidste at det ville regne hele dagen, så planen var at blive hjemme i Reina Madres det meste af dagen. Første omkring ved 12-tiden drog vi af sted, på noget vi troede skulle være en kort tur. 

Vi satte kurs mod en turistinformation, som lå på Av Santa Fe mellem gaderne Suipacha og Arroyo Esmeralda. En ret let tur da vi kun skulle hen til Av Santa Fe og så til venstre derudaf. 

Vi gik og talte om, hvad vi nu så - et fantastisk virvar af små butikker. Dør om dør en brudekjolebutik, autoværksted, konditori, grønsager, tilbehør til mobiltelefoner, elegante herretøjsbutikker osv. osv. Det var umuligt at gætte, hvad den næste butik i rækken ville være - tænke hvis vores bygader var sådan. Så ville det blive interessant at gå i byen, selv i regnvejr.

Vi nåede frem til adressen, men der var ingen Turist information. Det var ministeriet for turist information, vi var nået frem til. Og en ting man som turist ikke kan få i ministeriet for turist information; det er information. Vi kunne ikke en gang finde en indgang. 

Opmærksomme som vi er, havde vi bemærket et lille skur på en plads i nærheden. Skuret var gult og havde et blåt I, som dem der anvendes til at fortælle, at her er en turist information. Vi så skuret, og blev enige om, at den gule farve nok viste, at informationerne man kunne hente i skuret, handlede om bus og togtrafikken.

En vandretur senere måtte vi tilbage til det gule skur. Det kunne være, at den enlige dame vidste noget om, hvor turistinformationen var. Det vidste hun; hun var turistinformationen. Helt uden brochure og alle mulige og umulige tilbud, bare information og et enkelt kort over byen. Men hun kunne også råde og vejlede os omkring Tigre. Tigre er byen i det femte største floddelta på jorden, og det eneste delta som løber ud i ferskvand. 

En regnvåd argentinsk aftentur

Efter sådan en søgen og vandre rundt i byen for at finde en turist information, bliver man sulten. Mie havde et stærkt ønske om, at vi skulle nå at spise på Buenos Aires Verde en vegetarrestaurant i den anden ende af byen i forhold til turistinformationen. Godt, at Buenos Aires er udstyret med en undergrundsbane der er effektiv. Det er den ældste undergrundsbane i Sydamerika. 

Nu må I ikke tro, at vi kun taler og lever for mad, men på vejen tilbage til Reina Madres skulle vi lige forbi La Cabrera; en restaurant som vi vil forsøge at spise på i morgen aften. Der er Happy hour med 40 % rabat på store grillede bøffer. Med så stor en rabat skal man være ved restauranten omkring 18:20, hvis man skal have en chance for at komme til fadet. Så i morgen bliver også en spis-tidlig-dag. 

Om lidt drager vi af til Centro Cultural Borges, hvor vi skal se traditionel Tango. Det glæder jeg mig til, da både musikken og dansen skulle være fantastisk.  

Vi fik en fantastisk oplevelse - tango til levende musik. Der var 4 par på scenen, så indimellem manglede man 4 sæt øjne. Der sker så meget i dansen, at man følte at man gik glip af noget, når man “bare” fulgte det ene par. Så mange forskellige trin, så megen mimik og kropsbevægelser så man blev helt svimmel af at se på det. 

Efter showet fik vi en god kop kaffe, og en dejlig vandretur hjem igennem den fugtige argentinske aften - vi håber virkelig på godt vejr i morgen.

Torsdag d. 3. oktober 2019

Reina Madres Hostel kan ikke prale af deres morgenbuffet. Men når man tager prisen for værelset, og den service der ellers tilbydes i betragtning, så er det til at leve med. Hvis man er i nød for morgenmad, er der rigeligt med små cafeer i nærheden.


Vi er blevet snydt - vejret er bestemt ikke forårsagtigt, men de lokale lover, at varmen er på vej. I forgårs havde de 28 grader, og dem vi har talt med siger, at det er usædvanligt med de 10 til 12 grader, vi har haft i går og i dag.

Dagens tur rundt bragte os forbi Eva Perons grav. Hun ligger begravet i Durates familiegravsted. Eva Peron var datter uden for ægteskab af Juan Duarte. Hun voksede op i fattige kår.



Eva blev gift med general Juan Peron, som blev præsident for Argentina. Som skuespiller havde Eva ikke det store held, men folket modtog hende og gav hende næsten helgen status. De døbte hende Evita. Evita kæmpede for de fattige, og hun fik stor politisk betydning for udviklingen i Argentina.

I dag valfarter turister i store grupper til gravstedet, og så selvfølgelig en hel del som Mie og mig.

Efter sådan en kulturel oplevelse måtte vi have kaffe - og kage. En lagkage på størrelse med en mursten blev for stor en mundfuld for Hr. Kjeldsen - han måtte levne. Ikke et ord mere om det, men om cafeens toilet. Et ægte rock toilet - hvor selveste Jimi Hendrix holdt et vågent øje med tingenes gang.

Velforsynede og meget tunge i maven vandrede vi til Plaza de Mayo. Torsdag, hver torsdag siden 1977 har mødre og bedstemødre demonstreret her. De ønsker og kæmper for retfærdighed og afklaring. Hvad skete der med de ca. 30.000 mennesker, der forsvandt i tiden fra 1974 og frem til 1983 (“Den beskidte krig”)?

Billetterne til en tangoforestilling blev også købt i dag. Så nu ved vi, at vi skal til Cento Cultural Borges i morgen aften. Inden da håber vi, at vi kan komme en tur ud til Tigre, en by i det tredje største floddelta i verden.

Plaza de Mayo Madres

Det blev en lang dag. Tirsdag d. 1. oktober 2019 op omkring kl. 6:30, så vi kunne sige farvel til Tobias. Nu er kl. 20:45 lokaltid d. 2 oktober 2019 (01.45 d. 3. 10.19 dansk tid) og vi kan gå i seng og sove lige til i morgen. Så ca. 40 timer hvor vi har klat-sovet i flyet, og et par timer her på vandrehjemmet.