Tirsdag d. 15. oktober 2019 Tren a las Nubes

Tren a las Nubes ligger bare derude i højderne og venter på os. Verdens 3.højest beliggende jernbane i verden startede oprindeligt i Salta og fortsatte ind i Chile. Jernbanen skulle fragte gods og mennesker landene imellem. For 4 år siden lukkede en del af den spektakulære jernbane for mennesketransport og kun et lille stykke er fortsat farbart. Det betyder at det spændende stykke vej fra Salta til San Antonio de los Cobres – gøres i bus, og at man så hopper på toget i San Antonio. Denne lille ”bus-detalje” var ikke beskrevet nogle steder, og vi havde derfor en del hovedbrud i forhold til, hvordan turen kunne bookes. Mit spanske bliver bedre dag for dag – men rækker endnu ikke til udredninger og spørgsmål om lokal togdrift. Hvorom alting er, fik vi booket et par (meget dyre) billetter til turen i dag. Jeg har altid haft stor aversion mod at bevæge mig rundt i en stor turistflok – og endnu værre med ens armbånd på, og en guide til at fortælle mig alt det jeg hellere selv vil finde ud af. Lige præcis sådan var denne tur nødt til at foregå, da der var meget få alternativer.


Busturen ledte os gennem Lerma valley med opdyrkede marker og masser af blomstrende Jakaranda- og Ceibo-træer – sidstnævnte er Argentinas nationalblomst.

Videre gennem lidt højere beliggende landskaber præget af mindre nedbør, og helt oppe over trægrænsen hvor gigantiske kaktusser op til 10 meter høje og helt op til 600 år gamle, overtog landskabet. Oppe i 4000 meters højde var der ganske få regnvejrsdag om året og goldt og stenet landskab. Også her boede der små familier i helt primitive huse og med spartansk og selvforsynende husholdning.

Efter 5 timers bustur nåede vi San Antonio og kunne stige ombord på La Tren a las Nubes. Mine forestillinger om et gammelt, skramlet tog med hårde træbænke blev gjort helt til skamme… I turismens navn var toget af høj kvalitet, og alt tilrettelagt så alle skulle få én på opleveren. Da et tog ikke kan lave store stigninger på kort tid, er Tren a las Nubes- jernbanen anlagt med zig-zak-stigninger (hvor toget kører frem og tilbage for at komme opad) samt strækninger hvor banen er anlagt rundt om et bjerg for på denne måde at klare en opstigning. På vores strækning skulle vi kun stige omkring 200 m, men det kunne mærkes – både på togets hastighed som var helt nede på 20-30 km/t og på den lidt tyndere luft. Den kæmpestore kulmination på hele turen lå til allersidst i 4220 meters højde hvor vi skulle over den største viadukt ved La Polvorilla, via en umiddelbart spinkel bro…. Hvad synes du???