Torsdag d. 28. november 2019 Buenos Aires

Den triste virkelighed er gået op for os. Det er i morgen, det er fredag, den sidste fredag i november … Vi skal flyve tilbage til Danmark; hmm.

Nuvel, selvom det er fantastisk at være på farten i Argentina, så tænker vi begge, at det nok også er meget godt at slutte turen nu. Vi skulle jo nødig komme i en situation, hvor vi bliver trætte af at rejse. I vores tanker er der stadig mange lande i verden, som vi kunne være nysgerrige nok til at besøge – i dag talte vi om Canada (Vestkyst), Australien, New Zealand og mange flere. Nyt i vores tale er de østeuropæiske lande. De er kommet på listen som følge af vores møde med et par fra Østrig og Tyskland. De havde haft en fantastisk oplevelse i Kirgisistan. Så det kunne også blive en mulighed.

Men nu til det uundgåelige – et farvel til Argentina.

Mie fortsætter:

Ringen er sluttet, for i vores maver ligger dejlig Cajun-mad, som der gjorde den første aften i Buernes Aires… Det flippede og helt-nede-på-jorden-sted ”Nola” laver stadig helt fantastisk (og helt fornuftig prismæssigt) mad.

I løbet af dagen har vi dasket rundt i BA´s gader. Gået gennem den fantastiske botaniske have, hvor vi bl.a. så et ”Mate-træ”. Maten er vi ikke kommet på omgangshøjde med – en bitter og stærk urte-the som ses hele tiden i gadebilledet. Den drikkes af store runde kopper med et sugerør af metal (som er lukket i bunden med en lille si, så the-bladene ikke suges med op i munden). Koppen har altid følgeskab af en termokande med varmt vand (endelig ikke kogende – ca.75-80 gr er bedst) som konstant supplerer koppen med ny væske, så maten kan holdes i gang. Mate-koppen går på omgang i en gruppe, og all drikker af same kop og sugerør, og understreger på denne måde et socialt fællesskab. Vi er også blevet budt på mate, bl.a. af vores argentinske venner Sonja og Luis, og jeg også hos dykkerne i Puerto Piramides. Jeg må indrømme at mate ikke smager mig – men at drikke ufortrødent og uden forbehold, skaber respekt hos argentinerne – så vi drikker med, når lejlighed byder sig.

Jens havde læst om en fantastisk boghandel i BA som skulle være indrettet i et lige så fantastisk gammelt teater. Vi gik forbi i formiddags og nød syn og stemning i denne fantastiske kreation, med bøger i smuk harmoni med balkoner og parketter. På den oprindelige scene var indrettet en skøn café. Virkelig en berigende oplevelse at stå midt i…

Som Jens skrev i dagens epistel, er vores tur snart til ende, og jeg kan med stor sikkerhed sige, at alle dage har været begivenhedsrige, og ingen oplevelser skulle vi have været foruden. Ja, det vil sige at svømme med søløver kom jeg jo ikke til – den vil jeg gerne have haft med også.

Hvad glæder jeg mig så til ved at komme hjem igen? HELT sikkert at se vores børn igen – dem har jeg savnet og tænkt på hver dag. Heldigvis har vi haft kontakt løbende, og haft fornemmelsen af, at alt var ok, men den længere samtale har klart manglet. Forhåbentlig kommer vi efter denne del meget snart. Resten af familien mangler vi også helt klart at være sammen med. Jens siger han glæder sig til at sove i sin egen seng, og være klar over med det samme når han vågner, hvor han er… Måske kan man godt forstå hans behov eftersom vi har sovet 24 forskellige steder (incl. natbusser og -tog) undervejs.

Jeg selv har et lille spagt ønske om at få ordnet fødder – få det allermest sorte skrubbet af hælene, og få gang i en fodfil…

Dejlig og begivenhedsrig tur, sammen med en lige så dejlig og nogle gange helt uforudsigelig rejsepartner. Gør det gerne igen – det der med Kirgisistan lyder da meget godt….

onsdag d. 27. november 2019 Buenos Aires

Buenos Aires … Storbyen. Først nogle spredte landbrug, så nogle sært sammenflækkede huse, et papshelter under en bro, så nogle faldefærdige huse, der er lappede med blik og så … storby. Et sammensurium af bygninger - høje, forfaldne, bølgeblikkede og endnu ikke færdige, betonhuse. Først 2 etager så 3, 5 og så mange etager at jeg ikke nåede at tælle. Glasdomænerne knejser sig ranke og velpudsede over Buenos Aires. Endelig når vi havet på den østvendte kyst, Retiro Terminal de Omnibus. Ud af bussens airconditionerede beskyttelse, 28 grader varm formiddagsluft går rent ind efter 14 timers buskørsel.

Det er et ordentligt skifte fra Argentinas små byer til denne kedel, hvor der er støj hele tiden. Hvor man kan se småfuglene, men ikke høre dem, og hvor osen fra benzin- og dieselbilerne hænger mellem bygningerne, som en grålig tåge, der kun langsomt går i opløsning. Idag er her ingen blæst, så bilosen hænger længe i luften, og lugter langt ned i lungerne. Et myldrende hav af mennesker; Buenos Aires.

Mie er bare et sejt kvindemenneske, der ved, hvor skabet skal stå. En taxachauffør havde vist tænkt, at vi var lette ofre, som ingenting vidste om at køre taxa i Buenos Aires. Men han kom på andre tanker. Allerede på vejen opdagede vi, at taxametret kørte i et underligt hoppende tempo, og pludselig var prisen 897 pesos. Det var næsten samme pris, som prisen for en taxa fra vores sidste bosted i Buenos Aires og ud til lufthavnen, og denne tur var meget kortere; MEGET kortere end turen til lufthavnen.

Da vi nåede frem til Koten Hotel, blev jeg ved bilen og læssede vores ting af. Mie gik ind og talte med personalet i hotellet, som kunne fortælle, at prisen var helt hen i vejret. Normalen var omkring 400 – 500 pesos. På en blanding af spansk og engelsk fik chaufføren besked, han kunne gå med ind på hotellet, eller modtage 500 pesos, færdig. Chaufføren ville ikke med ind på hotellet, han ville bare beholde en af vores rygsække, men hov… bilen var tom. En sur chauffør, sagde en del på spansk, men han ville ikke med ind på hotellet, så jeg tænker, at vi handlede rigtigt. Han havde vist ikke rent mel i posen.

Måske burde vi have luret det allerede ved busterminalen. Den taxa vi kørte med, holdt ikke sammen med de øvrige taxaer. Det er vel egentlig et godt signal om, at her er noget, der ikke er som det skal være. Det har vi lært til en anden gang. 

Søndag d. 24. november 2019 Opsamling på Mendoza

Her er en lille opsamling på tiden i Mendoza City.

Mendoza … Vinby; god vinby, yes! God fordi byen kan så mange ting, hvis man kan sige sådan om en by. Men her produceres god olivenolie, god balsamicoeddike og rigtig god vin, herudover er der et hav af gode restauranter.

Vi har fundet os godt til rette her i Barcala 539; en lille lejlighed med køkken og bad. Ja, der er sågar en vaskemaskine også. Den står godt nok oppe på tagterrassen, hvor tørrestativet også står. Tøjet tørrer fantastisk hurtigt her i varmen.

Køkkenet er indrettet så man kan lave mad. Det kræver lidt planlægning, da gaskomfuret kun har to blus. Komfuret er så lille, at lejlighedens gryde og pande ikke kan være på det samtidig. Der skal balanceres og røres forsigtigt, så kan man komme i mål med madlavningen.

I dag var vi på vintur. Vi besøgte Bodega Lopez, en stor vinindustri, der holder fast i traditioner. For eksempel anvender de stadig deres store træfade (egetræstønder). Disse kæmpe trætønder kan ikke produceres mere, da man ikke kan skaffe egetømmeret. Familien Lopez regner derfor med at gå over til mindre mere almindelige vintønder i løbet af de næste 50 år. De store tønder, som kan rumme op til 35.000 liter vin, kan anvendes i produktionen i op til 120 år, hvis man passer på dem. Guiden fortalte også, hvordan man hvert 5 – 6 år får en mand til at kravle ind i tønden gennem en meget lille passage. Når manden er kommet ind, godt hjulpet af skubbende kollegaer, skrubber han siderne af tønden. Alle de vinkrystaller og andet vinsnavs, som har sat sig gennem 5 – 6 års produktion, skal af. Manden bliver i tønden mens den vendes, det er nemlig ingen nem sag at komme ind eller ud af tønden. Det kræver en meget fleksibel krop. Vinhuset Lopez er stadig familieejet, og styres nu af fjerde generation.

Den største vintønde jeg har set, tror jeg.

Specielt interessant var det at smage Lopez-husets Dulce Natural – en meget sød hvidvin, som navnet også siger, men også en meget frisk vin uden alkoholens skarphed. Gæringen stoppes ved 10% hvilket giver vinen en spændende lethed. Vi var enige om, at vi aldrig tidligere havde smagt noget lignende.

Dulce Natural til venstre

Det andet vinhus vi besøgte, var Vinedos Familia Cecchin. Dette hus har også eksisteret længe – det er tredje generation, som står ved roret. Familien kom oprindelig fra Italien.

Cecchin producerer økologisk vin, og de er det eneste vinhus i Argentina, der har en sulfitfri rødvin. Den smagte vi, og det var en oplevelse. Jeg synes helt klart, at vinen kan drikkes, men den var ikke særligt god i smagen, sådan som vi mødte den. Jeg tror, at den ville vinde betragteligt, hvis den blev serveret sammen med en god bøf. Den samme drue lagret på egetræ, havde det langt nemmere. Den manglede også lidt mad at følges med, men kunne til nød stå alene. Sidste vin i dette vinhus var en sød musserende hvidvin, Espumante demi sec. Den gik rent ind som en, der ville passe fint en varm sommerdag på terrassen i Farum.

Guiden fortalte, at man havde græs mellem rækkerne af vinstokke, for at holde på varmen og dampen fra våd jord, hvilket beskytter druerne mod at mugne. Der var plantet frugttræer i rækkerne af vinstokke og man oversvømmer hele marken hver 7. dag. Herudover var der små vandingskanaler langs rækkerne. Tiltagene med græs, krydderurter, frugttræer, oversvømmelse og små vandingskanaler handler om bekæmpelse af insekter, fugle og sygdomme, der kan ramme vinstokkene.  

Mie tilføjer:

Selvom jeg har det noget anstrengt med at opstøve spændende grønsagsmad her i Argentina, tvinges jeg alligevel til at smile henført over en kæmpe bøf jeg fik på parrillaen El patio de Jesus Maria. Måske var denne grill-restaurants religiøse navn med til at bringe mig op i de højere luftlag… Bøffen var en Bife de Chorizo – meget stor og meget saftig, stegt til perfektion med rosa midte og sprødt ydre…. En udpræget god oplevelse, til trods for, at vi efterhånden er forvænte med fantastisk kød. Glæder mig nu alligevel til varm mad lavet af grønsager.

Og nu er det snart jul.

tirsdag d. 19. november 2019 Neuquén

Klokken 11:12 indtjekning på posthuset. Klokken 13:54 Mie pakker pakken, vi skulle have afsendt, ud. 16.000,- pesos for 4 kg til Danmark er lidt for vild en pris.

Neuquén er ikke en by, hvor der er mange interessante ting at se eller opleve. Efter to dage, hvor byen har været stort set lukket, så sker der lidt mere i dag. Folk arbejder som folk nu en gang gør i en stor by. Vi ved selvfølgelig ikke, hvad folk arbejder med eller for, bortset fra dem, hvor de står i en butik, på et hotel eller ved en gadebod m.v. Fokus i arbejdet er ikke på turisme, og dermed heller ikke på at fremme omverdenens viden om byen. Turistinformationen, Tripadvisor m.fl. fortæller mest om vingårdene, om forsøget på at gøre Neuquén til et kendt vindistrikt. Det skal nok lykkes dem. 

På Ernesto Bachmann museet så vi en udstilling om Argentinas dæmninger og kunstigt anlagte søer. Denne udstilling er selvfølgelig relevant at have på netop det museum, da det ligge lige op ad en af de første kunstige søer, der blev anlagt i Argentina. Men en udstilling om netop dæmningerne kunne også være relevant for provinsens hovedstad. Reguleringen af vand er og har været alt afgørende for Neuquéns udvikling. Her falder ca. 200 mm regn om året, så vand til vanding af vinmarkerne kommer fra de kunstige søer, som er opdæmmet smeltevand fra bjergene. Samtidig har opdæmningen betydet, at man i dalen langs Rio Negro har kunnet dyrke frugt - æbler, pærer, nektariner og selvfølgelig vindruer og meget andet. Dæmningerne producerer også strøm. Vi mangler også en udstilling, som kan fortælle os noget om Neuquén produktion af gas og olie. Sådan to udstilling ville have givet os noget at tage os til på denne vente dag, hvor temperaturen uden for sniger sig på på de 34 grader. 

Marie Jose Hoc  der viste os rundt på de tre vingårde i går, fortalte om jernbanen i Argentina. Den var velfungerende frem til jernbanen blev nationaliseret. Med nationaliseringen kom der færre tog, transporten af vare gik galt, og industrien kunne ikke længere regne med jernbanen, som sikker transportør af gods. I Neuquén fastholder man en jernbanedrift mellem byen og et par nabo byer. Strækningen er cirka 8 kilometer, men man arbejder for at udvide til flere af de små forstæder. Et dyrt projekt med lang leveringstid - udvidelsen af en omfartsvej på et par kilometer har været i gang i 5 - 6 år og er endnu ikke færdig. Maria håber dog på, at det lykkes at få jernbanen i gang igen i Argentina. Der ligger allerede mange kilometer skinner, og industrien kalder på mere miljørigtig transport af deres varer. I Neuquén gælder dette særligt olieindustrien. 

søndag d. 17. november 2019 Neuquén

Det var vist turens største fuser … Turen til ”Museo Paleontológico Ernesto Bachmann”. Museet ligger ca. 80 km fra Neuquén, og busserne kører ikke særligt ofte om søndagen. ”Al bus” kørte kl. 13.30 og vi var landet med natbussen fra Puerto Madryn omkring kl. 9. Vi havde med andre ord lidt travlt her til morgen. 

Nu vi var på Terminal de Omnibusse kunne vi lige klare tingene, så vi ikke skulle her ud igen. Busterminalen ligger 5 km. fra byens centrum. Vi fandt en bus til Mendoza, en bus til museet som nævnt og en tredje bus hjem fra museet. Det er nemlig ikke samme busselskab der kører ud og hjem om søndagen.

Vi havde læst beskrivelsen af museet i Lonely Planet, så vi var helt Okay med, at hjembussen først kørte kl. 21:20 fra stoppestedet lige foran museet. Virkeligheden er ofte meget anderledes end beskrivelser på papir. Nogle gange til det positive andre gange til det stik modsatte. I dette tilfælde var det, det sidste der gjorde sig gældende. Ikke for selve museets vedkommende, men for stedet det lå. Jeg tror, at det har været søndag længe i den lille by, meget længe … Der var ingenting at få endsige opleve. Den var tom.

Nede ved museet var der en forsamling med deres veteranbiler, de havde det hyggeligt og prøvede motorer, og talte bilspansk. Men der var ingen boder med mad. Et lille forretningscenter, havde en lille restaurant, men den var lukket ligesom de 4 andre restauranter i byen. Ingen mad, ingenting at foretage sig, så er der meget lang tid til kl. 21:20, når man er færdig med museets udstilling kl. 16.

Løsningen fandt vi i receptionen på Museet. Google translate uden internet det går ikke, så efter lidt snak frem og tilbage – de på spansk, jeg på dansk – fandt vi en mobiltelefon med adgang til internettet oversætteren. De fandt en pris (1800 pesos ca. 163 kr. for 80 km. Det er billigere end at sætte sig ind i dansk taxa), og en chauffør, vupti så var vi af sted mod Neuquén.

Nu er vi her, vi er ved at tage os sammen. Vi skal finde et sted at spise, vi har ikke fået noget ordentlig mad siden i går ved fem-tiden.

Rigtig god restaurant, Carmelo hvor man kunne få grillbuffet for stort set ingen penge. Mie og jeg klarede os igennem uden at forspise os. Lidt af en sejr når man ikke har fået rigtig mad i de sidste 25 timer. Meeeen – hvad kom vi forbi på vejen tilbage til hotellet? Jep; en Isbar. Nu kan vi ikke rokke med ørerne … bøvs.

Lækker is i lange baner. Minder meget om italiensk is.

Grillbuffet - Butterfly Lamp, grise, og oksekød

Lørdag d. 16. november 2019 Puerto Piramides

For mig har denne morgen været et af turens absolutte højdepunkter:

Strålende sol fra en skyfri himmel. Vi befinder os fortsat på Valdez-halvøen, og bor med havudsigt. I løbet af morgenmaden ser vi udover bugten, og undervejs ser vi tydelige blæs fra de store rethvaler ude i bugten. Morgenmaden bliver hurtigt indtaget og med en ekstra kop kaffe i hånden, går vi ud på den store terrasse, for at få et bedre udsyn.... I løbet af den næste timestid ser vi 4-5 rethvaler, hvoraf nogle af dem er unger, boltre sig i vandet. Her om morgenen er der endnu ingen både i vandet, og hvalerne har derfor plads til fri  leg uden forstyrrelse. Sikke en fantastisk fornemmelse.

Efter to forsøg på at komme til at svømme med søløverne de foregående dage, havde jeg håbet på en sidste mulighed idag. Juan fra dykkerbiksen havde lovet mig at sende en what´s app hvis de skulle ud på tur idag, men der var desværre ingen kunder udover mig. Jeg er helt klar over, at der ingen garantier er, for bestemte oplevelser på disse ture, og søløverne har ikke været at finde, trods ihærdige forsøg. Både Juan og Martin har allerede givet mig en ekstra-tur, så jeg må nok have svømning med søløver til gode til en anden gang....

Mon ikke vi istedet skal vende næsen videre mod Puerto Madryn, Neuquén og Mendoza? Må nok lige indskyde at Jens har været utrolig tålmodig og ventet på mig og mine udeblevne søløver, i flere dage. Så kan jeg nok give lidt igen, og se på palæontologiske fund i Neuquén til gengæld.

Give and take, you know ...

Fredag d. 15. november 2019 Puerto Piramides

Så var der lige strømafbrydelse. Hele Puerto Piramides blev slukket. Intet virkede, vandet i hanerne holdt op med at løbe, og man kunne ikke (kan stadig ikke) få en kop kaffe. De generatorer der er blevet startet rundt omkring, og som larmer over alt i byen, bliver ikke brugt til kaffe. Måske bliver de kun brugt til vand, køleskabe og kasseapparaterne. Hvordan de lige klarer betaling via kort, ved jeg ikke, måske har de et eget netværk til det. Vi almindelige mennesker kan i hvert fald ikke komme på internettet nogle steder. Håber virkelig, at internettet kommer til at køre igen inden ret længe.

Vi har brug for internettet til at planlægge den videre færd. Mie har fået besked om, at hun kan komme på tur ud til søløverne i dag kl. 14. Så håber vi, at søløverne også kender denne aftale, så de ikke bliver væk lige som i går. Holder søløverne aftalen så er vi klar til afrejse fra Puerto Piramides i morgen lørdag. Bussen til hovedlandet kører kl. 18. Det kunne vi læse på køreplanen på Terminal de Bus. Der er kun den ene afgang, og den ene buslinje fra Terminal de Bus. Busserne ind til Neuquén og andre steder kører fra Puerto Madryn. Deres planer kan vi kun se på nettet. Ender det med at vi ikke får adgang til internettet, må vi tage chancen alligevel. Hvis ikke vi kan få plads på en bus videre, må der være et sted i Puerto Madryn, hvor vi kan overnatte. Puerto Madryn er jo en større by end Puerto Piramides.

Endelig finder man en internetforbindelse der virker. Den var bare så langsom, at den næsten var bedre ingen forbindelse at have. I hvert fald kunne den ikke administre en booking af en bus eller et sted at bo til i morgen. Vi vil nemlig gerne videre i morgen kl. 18 med en lokale bus. 

Den lokale bus kører kun til Puerto Madryn, så den busbillet jeg forsøgte at bestille, skulle dække turen fra Puerto Madryn til Neuquén. Computeren fortalte, at der var 5 sæder tilbage. Det må vi se om der også er i morgen, når vi kommer frem til busterminalen i Puerto Madryn.

I Danmark er vi ekstremt forkælede med gode internetforbindelser. 

Torsdag d. 14. november 2019 Puerto Piramides

Hvem kan stikke den ... Tjek ud af hotel kl. 9:00 og tjek ind på hotel kl. 9:20?


klokken 19:00 Puerto Piramides

Ja; det var svært at gætte … Snorkling med søløver; måske giver det lidt af svaret.

I de dage vi har været her i Puerto Piramides er vi gået forbi diverse tilbud om dykning. Flere gange har jeg prøvet at friste Mie til at komme i vandet, men hun har haft mange overvejelser. Så mange overvejelser at det var lige før, vi havde forladt Puerto Piramides uden hun havde været i vandet. Vi var forbi dykkerbutikkerne både i går eftermiddags og i går aftes, men da havde de lukket. Så først her til morgen gav vi projektet et sidst forsøg, og BINGO. Der var åbent, og der var en informativ dame, så en aftale kom i hus.

Nu sidder jeg og venter på, at de kommer retur. Det blev ikke dykning, da tilbuddet var for ringe. Dykningen indebærer et 7 meter dyk ved kysten og uden nærhed af søløver eller hvaler. Snorkelturen handlede om at svømme tæt på søløvernes koloni, hvilket kunne indebære nærkontakt med en søløve – det er dyrene, som skal komme til dig ikke omvendt. Jeg håber, at Mie møder en søløve, der nysgerrig nok til at sige goddag til hende.

Mie er som vanligt heldig. Det hold hun skal ud at snorkle med, består af hende! Normalt sejler man ikke ud med hold, der er mindre end 3 deltagere. Det skulle åbenbart være anderledes i dag. Mie skal til gengæld vente, mens en anden deltager er ude at dykke. Et billigt bytte for at være helt alene med en instruktør og måske en søløve eller to.

Hvorfor tog jeg så ikke med ud? Vand har aldrig været min stærke side, og endnu mindre koldt vand. Selvom søløverne, søelefanterne og hvalerne synes, at vandet er varmt nok til at føde unger, så er det ikke varmt nok til mig.

Vi kom ret tæt på hvalerne, da vi var på hvaltur

Onsdag. d. 13. november 2019 Puerto Piramides

Nu er vi kommet så langt mod nord, at man bliver straffet, hvis man glemmer hatten. Solen mærkes over hele hovedet, som har fået en lidt overdreven rød farve. Disen var kun uden på havet, ikke inde på stranden hvor vi opholdt os i dag. En rigtig – du bliver snydt af blæsten dag i dag. Blæsten var dejlig kølig, så det var først sidst på dagen, at jeg bemærkede, at den manglende hat blev straffet.

Plastik; jeg kom lige til at tænke på ordet plastik. Plastik er et fænomen, som man ser over alt. I store stykker, små stykker, steder hvor mennesker har kontrol over det, og steder hvor det er fuldstændigt ude af kontrol. Vi bevæger os rundt i en nationalpark – Valdez halvøen er en stor national park. Netop dét at det er en national park gør, at jeg forventede, at der blev gjort en indsats for at samle plastik ind. Men den forventning er bestemt ikke blev indfriet.

I dag kørte vi rundt på halvøen. Vi skulle ud til forskellige udsigtspunkter, hvorfra man kunne være heldig at se spækhuggere, hvaler, Søelefanter, søløver og alle mulige fugle. En rundtur på 4 – 5 timer. Jeg tror, at vi så plastik hængende i buske, i hegn og liggende på jorden, sådan cirka for hver 500 meter langs vejen. Så man ind over steppen lå der også plastisk hist og her. Da vi i går var ved stranden i Puerto Piramides tog jeg et billede af plastikstriberne i sandet. På hvaltursbåden spurgte jeg guiden til, hvad man gjorde for at fjerne plastikken. Svaret var: ingen ting. Mennesker er det farligste dyr, og de efterlader sig farlige spor i naturen.

En stolt pingvin venter på at ægget klækker

Tirsdag d. 12. november 2019 Puerto Piramides

Motel … Det ligner i hvert fald ikke et hostel, som dem vi har boet mest på. Designet minder meget om et motel på amerikanske film. Bilen klar på parkeringspladsen lige uden for døren. Her har man så bare valgt, at bilerne skal stå under et halvtag, så de ikke bliver alt for varme i solen.

Om det er et motel, ACA står for Auto Club Argentina, eller et hostel er vel egentligt ligegyldigt. Her er dejligt, rent, stille og tingene fungerer, så man kan ikke forlange meget mere.

Vi var tidligt oppe i dag, og skal det igen i morgen. I dag handlede det om vasketøj, turistinformation og hvaltur. Alle tre ting lykkedes bort set fra tøjet … det var stadig fugtigt, da vi fik det tilbage. Vi håber, at det tørre i løbet af i nat og i morgen, så det er klart, når vi skal på farten igen.

Hvalturen var en succes. Jeg fik set en hval; faktisk to hvaler! En mor og hendes kalv. Båden vi sejlede med, var måske 10 til 20 meter fra da vi var nærmest, så man fik virkelig fornemmelsen af, hvor stort et dyr en hval er – vildt.

Efter den dejlige hvaltur vandrede vi ud til et udsigtspunkt, hvor vi havde udsigt over en søløvekoloni.  Der var godt nok langt ned til søløverne, så de er lidt små på vores billeder. Vi må se at anskaffe en kraftigere telelinse, eller zoomlinse til næste gang vi skal på langfart. Den linse, som er på kameraet nu, er for lille til fotografering af dyr. Den er fin til de nære ting, familiefester og sådan noget.

Trætte efter dagens mange oplevelser, vælter vi om i en dejlig stor seng, og drømmer om i morgen, hvor vi skal på rundt på Valdez halvøen. Vi har lejet en taxa til rundturen. Den eneste mulighed, når man ikke har lejet en bil inden man nåede frem til Puerto Piramides.

(Internettet kører via vores telefon, og det er ekstremt langsomt)

Mie skriver:

Synes lige de to store dyr kræver en uddybende beskrivelse… Hvalerne vi så, og nærmest følte på egen krop var sydlige rethvaler. En hvaltype vi hørte meget om, ved forelæsningerne på skibet på vej til Antarktis, og en hval vi ikke har set tidligere.

Den sydlige rethval hører til bardehvalerne, og har således to åndehuller på oversiden af hovedet. Den voksne hval bliver op til 18 meter lang, og føder levende unger. Ungerne dier hos deres mor – 500 liter i døgnet – men kan jo ikke ”suge” mælken ud, da de ikke har læber, men barder. Moderen stimuleres af ungens bevægelser, langs hendes underside, til at sprøjte mælken ud i vandet til ungen. Mælken har så højt et fedtindhold, at den ikke blandes med havvandet, og ungen kan så opsamle mælken i sit gab og filtrere vandet fra gennem barderne – smart ikk`? …OK, det sidste var måske mest interessant for en gammel jordemoder som mig selv ...

Følelsen af at se så store dyr, meget tæt på vores lille båd, var helt fantastisk. Faktisk kunne jeg mærke blæset på huden, da hun-hvalen var tættest på. Vi fik forklaret at netop rethvalen har det godt med kontakt, og at den således ikke bliver forstyrret i sin adfærd, når vi sejlede hen til den. Hvalen ville simpelthen svømme væk eller dykke dybere ned, hvis den ikke ønskede kontakt. Denne viden var betryggende, og gjorde, at vi havde bedre samvittighed ved at leje oplevelses-turister på det store hav. Vi fulgte hvalerne i lang tid, og ventede tålmodigt hver gang de dykkede ned for at spise/socialisere med hinanden. Efter 6-7 minutter kom de igen til syne, for at trække ny luft.

Bestanden af sydlige rethvaler er, efter at have været truet i mange år, nu endelig i stigning. Hvert år ses der i bugten her på Valdez en øget bestand på 5%. Dens nordlige pendant, på den nordlige halvkugle er derimod i dyb, dyb krise, grundet overfiskeri. Der eksisterer kun 500 individer, og der går ikke lang tid før end den nordlige rethval er helt udryddet. Så trist.

Så meget desto mere grund er der til at værdsætte vores hvaloplevelse i dag. Hold fast, hvor er vi heldige…

Mandag d. 11. november 2019 Puerto Piramides

Vi er i Puerto Piramides på Valdez halvøen. Rejsen hertil begyndte i går i Bariloche, hvorfra Tren de Patagonico afgik kl. ca. 17 eller lidt over sådan cirka. Skrumlende og bumlende tussede toget sig gennem Patagonien. Første stykke ud af Bariloche og en times tid frem var fantastisk postkortsmukt. Der var land i forgrunden, sø og sneklædte bjerge i baggrunden fantastisk udsigt fra spisevognen. Kaffen kunne drikkes, men så heller ikke mere.

Måske var det den lange rejse, der var årsagen … men i hvert fald måtte både Mie og jeg opgive. Vi kunne ikke spise op … man bliver helt trist, nå man se på den mængde rejer, som vi ikke kom igennem. Svag-spisere … ja; måske eller også var portionerne bare vildt overdrevne. Jeg ved det ikke, i hvert fald var det lidt kedeligt at lade så megen god mad gå ud igen.

Fredag d. 8. november 2019 El Calafate anden gang

Man kan blive helt forvirret sådan en morgen, hvor solen skinner fra en blå himmel og de sneklædte bjergtoppe fylder udsigten fra sengen. Så forvirret at man kommer til at synge fødselsdagssang for konen. Nu må vi se om jeg også husker det i morgen, hvor det er hendes fødselsdag.

Vi har brugt denne vejrmæssigt fantastiske dag til at rejse tilbage til El Calafate, da vi skal nå et fly i morgen. Havde vi ikke haft den aftale, så var vi nok blevet en ekstra dag i El Chantel. Den blå himmel startede jo først i går eftermiddags, så de smukke bjergbilleder med blå himmel, har vi ikke fået taget så mange af. Vi har mere været i de grå og tågede farvenuancer. Den vigtige bjergtop, Fitz Roy gemte sig i skyerne i forgårs, da vi var vandret ud til et udsigtspunkt, hvorfra den skulle tage sig særlig godt ud. I dag stod den helt skarpt inde fra byen, da vi var på vej ned til bussen.

Hvorfor så bruge sådan en smuk dag på transport? Jo; vi skal nå et tog. Det tog, der kører på tværs af landet hen over Patagonien. En tur som vi har haft på ”to do listen” siden vi tog hjemme fra. Toget kører en gang om ugen, og det er søndag.

Hvis vi har gjort det rigtigt, da vi bestilte billetterne til toget, så har vi en sovekupe. Der er spisevogn, men biograf- og diskoteksvognene er ikke i drift på den afgang vi skal med – pokkers osse; det havde vi lige glædes os til. Disko-tango a la train igennem flamingoland det var lige, hvad vi havde tænkt på. 

Fits Roy efter et par timers vandring i forgårs

Fitz Roy i dag fra byen, da vi var på vej til bussen

Torsdag d. 7. november 2019 El Chantel

Langsomt begynder man at kunne trække blogvejret igen. Ramt af langsomt internet eller helt manglende forbindelse til omverdenen har det været svært, at få styr på billeder og historier fra Antarktisturen. Nu ser det dog ud til, at vi er kommet i mål. Der mangler lidt billeder på Antarktisturen, men det kommer; tror jeg.

El Calafate, hvor vi så en gletsjer, og et vådområde med flamingoer har vi ikke rigtigt skrevet noget om. Efter El Chantel skal vi tilbage til El Calafate for at overnatte en gang inden vi tager flyet til Bariloche. El Calafate ligger kun 23 – 24 km fra lufthavnen, hvor El Chantel ligger 3 – 3½ times kørsel fra. Vi tror m.a.o. at vi lettere kan komme til tiden i lufthavnen, hvis vi overnatter en gang til i El Calafate. Derfor har vi booket på samme hostel – Hostel de Las Manos. Når vi forlader El Calafate, bliver det et farvel til sne, blæst og kulde. I Bariloche er der i skrivende stund 17 grader. Her i El Chantel er der 0 grader, og det blæser ganske godt.


Først lidt billeder fra El Calafate, og bagefter noget tidssvarende – fra i dag i El Chantel

Gletseren, El Moreno. Den flytter sig i gennemsnit 1,5 meter i timen. Det er vildt.

Jeg troede lige, jeg kunne nå en kage inden Mie kom tilbage ... Jeg måtte dele.

Der er mange flotte fugle i Argentina

Fra dagens vandring i El Chantel, og hermed er bloggen på omgangshøjde med, hvad vi laver.

El Chantel, sne i luften og på de omkringliggende bjergtoppe

Mie skriver:

Helt almindelig ordveksling:

Jens (kommer glad ud fra badet, der i dag var varmt, fordi vi havde fået gang i gas-vandvarmeren):

”Og jeg skal have rene sokker på i dag, de andre holdt til gengæld i 4 dage”

Mie: ”Så vasker du dem altså selv denne gang, du…”

Jens (skuffet): ”Hm, de lugter ellers slet ikke”

Og  nu skal vi ud og spise grillet lam.

Tirsdag d. 5. november 2019 El Chantel

Det regner VANDRET gennem hovedgaden… og der blæser en storm, så man knapt kan holde sig stående. El Chaltén ligger omkranset af høje bjerge – de højeste i Patagonien – og her er ofte voldsomt vejr. Jens og jeg bor i et lille hus med to små soveværelser (…og nej, vi er ikke kommet dertil hvor vi sover i hvert sit…) et iskoldt badeværelse (ISKOLDT) og et spisekøkken. Husets lille varmekilde kører på fuldt blus og alligevel er vi rykket HELT over ved siden af, mellem huer og vanter der hænger til tørre. Vi har diskuteret muligheden for, at taget flyver af huset – det sker formodentlig ikke.

Jens laver sammenkogt ret med lækkert oksekød, kartofler og grønsager. Dagens rødvin er desværre ikke den allerbedste. Vi har imidlertid smagt virkelig god vin her, og er blevet glade for Malbec. Vin findes til fornuftige priser og vi har selvfølgelig besluttet os for kun at drikke Argentinsk, mens vi er her. Måske har den sammenkogte ret også glæde af noget Malbec, ligesom vi andre har det.

Området her kaldes Argentinas trekking-hovedstad. Her er utallige vandremuligheder, og i alle sværhedsgrader og af alle længder. De store bjergtinder ses lige udenfor vinduet – når altså vejret arter sig en del bedre end det gør her til aften. Vejrudsigten siger bedre vejr i morgen, med nogen sol og mindre storm. Det er næsen ikke til at forestille sig lige nu… Vi bliver her et par dage endnu og håber på nogle gode ture ud i bjergene.

Vi sad her i eftermiddags – med laaangsomt internet – og bookede en togtur med Tren Patagonico til på søndag. Dette tog har kun afgang en gang om ugen, så vi håber at være i Barriloche til den tid. Toget kører lige gennem Patagonien fra vest mod Øst, og vi hopper så af i San Antonio Oeste. Jens elsker at køre med tog – og turen skulle være meget smuk. Vi glæder os (igen). Aftenen her må så gå med at finde ud af, hvordan vi kan nå til Barriloche, se denne smukke by og så også nå toget søndag aften…. Hmm, vi mangler ikke logistiske udfordringer.

Ahhh, mens jeg har siddet og skrevet, er mine tæer næsten tøet op, og her dufter af hjemmelavet aftensmad.

En tur til Antarktis

VI har som vanligt skrevet undervejs. Det har været hyggeligt, men det bliver lidt uoverskueligt, hvis vi bare uploader. Dette bliver så et forsøg på at lave en samlet historie. Måske bliver det så mere en billedhistorie end en skrevet historie …

Fredag d. 25. oktober 2019

Der er ventetid … Vi er spændte, og skal finde på. Så vi tager en lille Hike til Skisportsstedet i Ushuaia. For mindre end 3 uger siden løb man stadig på ski på løjperne. Lidt svært at forestille sig midt i en stenørken.

Der er ikke meget sne tilbage, når man stå for enden af skiliften

Efter den lille vandretur hentede vi rygsækkene på hotellet, og dampede ned til havnen. Vi skulle finde Ocean Atlantic, skibet som skulle bringe os sikkert til Antarktis og tilbage igen.

Det var heldigvis ikke dette skib

Lidt søgen, og vi så det rigtige skib

Her er det smukke skib Ocean Atlantic

Ombord begyndte flere dages luksus.

Slåbrok, hygge og afgang

Lørdag d. 26. oktober 2019

Endelig en ledig stund hvor vi ikke skal have ”lecture”, spise eller træne evakuerings-scenarier… Livet ombord på en ekspeditions-skib er mangefacetteret, og meget langt fra noget vi har prøvet før. Vores ekspeditions-leder – en sej, kvindelig biolog fra Alaska – har netop pointeret, at dette er en ekspedition og ikke et cruise, idet vi har intentioner om at nå bestemte mål, men at vind, vejr og dyreliv afgør hvad vi får med os – der er ingen fastlagt plan om at nå fra a til b og c. Meget godt at få fastslået. Ved denne type sejlads er der heller ikke omklædning til aftensmaden – især godt at få fastslået. Her er masser af spændende mennesker ombord – 131 deltagere, 25 ekspeditionsledere og 92 besætningsmedlemmer. Jeg har slet ikke overblik over, hvor mange lande der er repræsenterede.

Dagen i dag har budt på undervisning i havfugle, briefing om hvordan man skal opføre sig i naturen og i forhold til de dyr man møder, undervisning i at sejle i kajak og bruge snesko, udlevering af (mere) udrustning, undervisning i at bruge sit kamera optimalt, og endelig en undervisningssession i at folde håndklæder (ja-ja, sidstnævnte følte vi godt at vi kunne springe over)… Ellers har vi været ude på dækket og se på fuglelivet ad flere omgange. Man kan stort set ikke blive træt af at se på albatrosserne der følger lige i kølvandet på skibet – yndefulde fugle med et vingefang på op til 3½ meter. De flyver så let og ubesværet og med kæmpe præcision til trods for deres anseelige størrelse. Albatrosserne kan holde sig i luften i dagevis – de sover flyvende og benytter sig af opstrømmene hele tiden. Et specielt led i den øvre del af vingen kan ”låses” så den stort set ikke bruger energi, men blot holder sig svævende.

Albatros - der var flere forskellige petreller, albatrosser m.v. der fulgte os et stykke af vejen

Vi er nu midt i Drake-strædet – og jo, der er bølger… og jo, skibet bevæger sig en del frem og tilbage. Et helt almindeligt samtaleemne er derfor søsyge, og hvor mange tabletter man har taget nu... Selv har vi det helt fint, hver med en enkelt tablet som virker lidt endnu.

Der er udskrevet en konkurrence om hvem der mest nøjagtigt kan sige hvornår vi ser et isbjerg der er større end vores skib… Jens siger
 i morgen formiddag mellem 10 og 11. Vildt.

(Der følger mere, når vi kommer til et bedre Internet
Måske går tingene lidt bedre her i El Chantel. Det regner og stormer, her er 7 grader.)

Søndag d. 27. oktober 2019

Mie står og prøver tøj. Hvad er den rigtige beklædning til en sneskosvandrertur på Antarktis? Det svært. Guiden taler om langeunderbukser og regnbukser. En undertrøje som fjerne fugten fra kroppen, et varm fleece lag og en den jakke vi har fået udleveret, skal sikre varmen på overkroppen. De anbefaler i øvrigt, at man har en rygsæk med, med ekstra tøj og plads til tøjet, hvis man bliver for varm. Det sgu vanskeligt, at skulle gå tur på Antarktis.

Vi har også lånt et par overtræksbukser af den tykkere slags. Dem skal vi bruge, når vi cruiser rundt i gummibåden. Vildt mange vejr hensyn at tage…

Det er lidt af en oplevelse at sejle så længe som vi har gjort ind til nu. Vi startede d. 25. oktober 2019 omkring ved 17-tiden, og det er først i dag omkring ved 15-tiden, at vi har set land igen. Spidse af den arktiske halvø. Mens vi sejlede forbi spidsen, var der nogle der så en leopard sæl. Jeg kiggede og kiggede, men kunne ikke finde den midt i snefoget og de mørke bølger.

Gentoo-pingvin; En af de første på ynglepladsen. Den skal lige vente på at sneen smelter.

Vi fandt ud af, at dette er et lille isbjerg. Men det var et af de første.

Mandag d. 28. oktober 2019

The Ocean Atlantic er nu vores flydende hjem. Vi kan finde rundt, vi kender dagens rutiner, og vi ved at man skal holde sig til, hvis man vil lære noget og opleve noget. Nu hvor vi er nået over Drake Strædet, er skibet langt roligere, og vi er ikke mere på Dramamin (søsygepillerne). Meget af undervisningen ombord er afløst af ture ind på land og ture i ”Zodiac”-bådene (store gummibåde med fast bund og en kraftig motor). Det er en stor fornøjelse at lave noget praktisk – og at få bevæget sig. I formiddag var Jens og jeg med på tur ind over Half Moon Island (en del af South Shetland Island – og altså ikke selv Antarktis fastlandet). Turen foregik på snesko – det havde vi ikke lige prøvet før…. Vi kom tæt på kolonier af Gento- og Chinstrap-pingviner – sjove, skønne dyr som er nysgerrige og i flere tilfælde kom os i møde når vi stod stille. Der var naturligvis masser af havfugle, og senere i Zodiac´en så vi også flere store sæler. Stor succes. Her i eftermiddag var vi nået videre til Deception island, som ifølge skibets geolog er en aktiv vulkan. Øen er ”bagelformet” med en smal passage som vores skib lige akkurat kunne snige sig igennem. Sidste udbrud skete i 1967 hvor der var flere forskerhold på øen – og under meget dramatiske omstændigheder måtte de flygte da udbruddet skete. Vores geolog mente helt sikkert at der igen kommer et udbrud – indenfor de nærmeste 10.000 år. Det blev heldigvis ikke i dag.

Godt gået Mie; og så på snesko

Deception Island - koldt

Eftermiddages tur blev en succes for grønt og rødt hold. Vi andre sad klar i det helt store udstyr i ”Mudroom” og var klar til at springe ombord i Zodiac´en, da vores tur blev aflyst grundet blæst på 40 knob. Øv, øv, men vi er blevet informeret til hudløshed om, at vejr, vind og dyreforhold afgør turens oplevelser og at intet er givet på forhånd. Alt det store tøj blev demonteret og vi fik i stedet tid til at få et bad og nyde den videre sejltur mod Antarktis halvøen. Vi skulle nå dertil i morgen.

Der er ved at blive gjort klar til landgang. Roligt vand, men kun til første hold.Det var ikke os.

Jens og jeg var enige om at snesko styrer – det vil vi helt sikkert prøve igen…

Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg er nødt til at styre mig i forhold til skibets udbud af desserter og kager …


Tirsdag d. 29. oktober 2019

Her lugter af fisk, eller retter sagt kril. Lugten kommer fra vores overtræksbukser. De har været i berøring med sneen på Curverville Island. Sneen er gennem trængt af ”brugt” kril – ekskrementerne fra pingvinerne måltid. Lugten er mere fremtrædende i dag, hvor vi har været længere tid ved og trættere på en pingvinkoloni. Jeg tænker, at det bliver endnu være, når vi kommer tilbage fra Danco Island, hvor vi skal over om lidt.

Nogle gange bliver man i tvivl, hvem ser på hvem?

Vejret ser ud til at være lidt med os nu. Det er overskyet og let tåget, men der er ingen bølger. Det ser m.a.o. bedre ud end i formiddags ved Curverville Island. Der aflyste man kajaksejladsen, som man ellers havde annonceret. Vind og bølgeforholdene skiftede på under 40 minutter fra næsten havblik til bølger med hvide toppe og sne. Alle kom dog i land på Curverville Island, hvor vi måtte vade de sidste meter gennem is fyldt hav. Vandet gik til op midt på gummistøvlen (lige over knysten/anklen).  Der var 5 – guider, der hjalp os med at finde fodfæste og holde balancen. Lidt imponerende at guiderne bliver stående i vandet så længe, selvom de har det rigtige udstyr på, må det da være koldt for dem. 

Vi opgave at tælle pingviner. Der kom hele tiden flere og flere

En norsk guide forklarede, at tågen opstår så hurtigt og så uforudsigeligt fordi den bliver dannet i mødet mellem det ”varme” havvand og den iskolde luft fra isen.

Vejret var uden blæst og sne, da vi startede denne tur

Det er forår her i Antarktis. I pingvinkolonierne stå pingvinerne faktisk og venter på, at sneen skal smelte, så de kan komme til deres redepladser. Der kommer stadig nye pingviner ind fra havet, så kolonien vokser hele tiden. Yderst i periferingen så en lille gruppe lettere forvirrede hanner. Det er første gang, at de er tilbage på det sted, hvor de kom til verdenen. De har hverken en mage eller en redeplads at byde på, og de skal først til at lære hierarkiet at kende.

Danco Island
Ups. Vi kommer ikke på land på Danco Island, da isen ikke er samarbejdsvillig. Den ligger ganske enkelt i vejen. Den planlagte Zodiac-cruise bliver dog til noget, så vi kan håbe, at vi kommer til at se en hval, en spændende sæl eller noget helt andet. 

Ocean Atlantic er ret stor, når man sidder i en gummibåd

Det isbjerg er større end Ocean Atlantic

Når isen er gennemsigtig, som denne klump, kan den være op mod 5000 år gammel.

"The Gangway" måtte op og ned nogle gange på grund af små isbjerge

Onsdag d. 30. oktober 2019

Hvaler … Nu har jeg været i New Zealand, ved Nord Kap og mange andre steder. 6 dage her i polarhavet omkring Antarktis har heller ikke givet noget; endnu. Jeg kan åbenbart ikke få lov til at se en hval. Hver morgen tænker jeg i dag, i dag er jeg heldig, i dag kommer der en lille hval forbi og siger goddag til mig. Om aftenen tænker jeg, jeg har nok bedre held i morgen.

Ifølge guiderne er hvalsæsonen endnu ikke rigtig begyndt. Det er årets første tur så chancerne for at se hvaler, er ret små. Til gengæld så er vi de første alle de steder, vi kommer frem. Dette gav ekstra arbejde til guiderne i dag, da vi skulle på land ved Brown station i Paradise Bay. De måtte starte gravearbejdet, mens de endnu stod i gummibåden. Der var ganske enkelt så meget sne på landgangsstedet, at de ikke turde træde ud på den, før de var sikre på, at der var land under sneen. Da vi gæster kom til landgangen, var den gravet fri for sne, og der var lavet ekstra snetrappetrin, der hvor stentrappen holdt op. De ekstra trin var, så vi kunne komme helt op på sneen, hvis overflade lå cirka en meter over stentrappens øverste trin.

Pingvinerne havde stort set overtaget pladsen i og omkring Brown Station. De brugte pladsen som hvile- og mødested, inden de skulle op ad bakken for at finde den rette redeplads. Vi kunne se, at der var pingvinpar der mødtes, måske for første gang siden de forlod ynglepladsen sidste år. En forklarede, at når pingvinerne ligesom dansede og ”sang”, pingvinsang er nærmest en skræppen, så kunne de kende hinandens bevægelser og lyde. Så de dansende bevægelser var en ”kender du mig igen dans”, og starten på en parringsdans. Hvor længe pingvinpar holder sammen fik vi nok at vide, men lige nu har jeg glemt det.

Tilbage på skibet, Ocean Altantic. I møderummet - The Viking Theater – bliver der pyntet op til Halloween. En besked over højttaleren fortæller, at vi er forsinkede. Vi når ikke frem til Neko Island til den planlagte tid. Mens vi venter, kan vi få et kursus i at binde knob. Det er ret hyggeligt. Guiderne forsøger at holde ro og orden på den snakkende flok, hovedsageligt mænd, der deltager i kurset. Ved de første to knude-eksempler, er der styr på flokken, men så går det løs. Knuder på alle sprog, til søs, til bjergbestigning og til … alt muligt bliver udvekslet og vist. Og da guidernes radioer kalder dem til Mudroom, hvor de skal forberede næste tur i gummibådene, sidder gruppen af knudebindende mænd og kvinder i stor koncentration og fortsætter deres forsøg. Alle går vi derfra med en ny knude, som vi kan binde i dag, i morgen og måske dagen efter.
Vi bruger meget tid på at spise; morgenmad (stort måltid), småkager til formiddagskaffen, frokost (enormt måltid), teatime med et større udvalg af kager og sandwichs, aftensmad (mega enormt måltid) og aftenkaffe med småkager. Så vi kommer til at trille fra skibet, når vi skal forlade det d. 3. november.
Højttalerne meddeler, at vejrforholdene gør at man må aflyse den planlagte kajaksejlads. Det er heller ikke sikkert, at vi kan komme i land ved Neko island, og måske er Zodiac-cruset også i risikozonen for at blive aflyst. I det hele taget ser det ud til, at eftermiddagens program bliver en smule amputeret, når vi både er for sent fremme og blæst og sne og regn styrer vejret. Mere om det, når dagen er gået.

Torsdag d. 31. oktober 2019

Øv … Vind, bølger og is forhindrede os i at komme i land på kontinentet i dag. Det første sted var ekspeditionslederen med et hold inde for at se, om vi kunne komme i land. De havde taget billeder, som tydeligt viste, at isen lå i vejen. Billederne viste også at det ville være umuligt at sejle i kajak, bølgerne og vinden var ganske enkelt for kraftig.

Ocean Atlantic satte kurs mod Cierva Cove, hvor man mente, at der ville være læ nok til en landgang og måske kajaksejlads. Desværre … heller ikke i Cierva Cove var der mulighed for at komme i land. Så hele antarktisk ekspeditionen endte med en lille skuffelse. En skuffelse som enhver af os var forberedt på både før vi købte eventyret og under selve eventyret. Antarktis er et sted, hvor det er vejret, havet og isen der styrer tingenes gang. Nu er kursen sat mod nord, mod Ushuaia. Uden at vide det tror jeg, at hjemturen er startet lidt tidligere end planlagt, så måske komme vi hjem før tid.

Fredag d. 1. november 2019
Jens Skriver:

I går vendte vi næsen mod Nord. ”Ekspeditionen” er slut, og der er kun transporten tilbage til Ushuaia, som skal overståes. Det troede vi i hvert fald … I og med at vores hjemtur kunne begynde lidt tidligere end planlagt, får vi i stedet tid til at sejle forbi Cap Horn. Så en lille ekstra rundvisning får vi da.

Som vanligt lover man ikke, at vi kommer til at se Cap Horn. Man lover kun, at vi vil sejle tæt forbi. Uden tilladelse kan man sejle så tæt på som 12 sømil, med tilladelse 3 sømil. Kaptajnen og ekspeditionslederen vil finde den bedste, sødeste og mest veltalende argentiner blandt besætningsmedlemmerne i håb om, at kunne få en aftale i stand med ”basen”. Udover det med aftalen, så har vejret også en betydning. I morges var der meget tåget omkring skibet. Hvis der er tåget, når vi når tæt på Cap Horn, kan vi selvfølgelig ikke se noget. Men vejrudsigten, som den var kendt ved gennemgang af morgendagens program, siger ikke noget om tåge i morgen. Meen vi er nær Antarktis, så ingen garanterer noget.

Jeg tænker, at det vil blive superfedt, hvis vi kommer til at se Cap Horn. Og så på vores bryllupsdag.  Tænk i morgen d. 2. november 2019 er det 24 år siden, at Mie og jeg blev gift. Fantastisk, og så er hun sød endnu.

Lige nu sidder jeg i kahytten og tænker, at jeg godt kunne tænker mig at vide, hvad der sker ude i verden. Det er svært at være uden nyheder i så lang tid. Vi har fået at vide, at Argentina har fået ny præsident. Den præsident som verdensbanken (IMF), og nogle andre økonomisk styrende magter ikke var interesseret i. Så den truende statsbankerot er mere truende end før vi tog på ekspedition til Antarktis. Alene denne nyhed, kunne jeg godt tænke mig at vide mere om. Vi har ikke hørt noget om Brexit, men vi ved jo, at skilsmissedagen var den 31. oktober, og vi ved, at en udsættelse skulle forhandles omkring vores afrejse mod Antarktis. Hvilket resultat, der kom ud af de forhandlinger, kender vi ikke. Endelig ved vi intet om de danske finanslovsforhandliger, er det kommet i hus eller skal vi imødese strejker, når vi vender tilbage til Danmark den 30. november. Først, når vi lander i Ushuaia, har fundet en internetforbindelse, og opdateret bloggen samt billedarkivet, så bliver der tid til en opdatering af nyheder – vildt.

I morgen er det i øvrigt afregningsdag her på skibet. Det bliver spændende at se, hvilke udgifter vi har haft. Der er noget med, at skibet trækker drikkepenge til en fælleskasse, så alle besætningsmedlemmerne får en lige del. Så var der to flasker vin, og en gang vasketøj. Vasketøjet har vi fået besked på, at vi ikke skal betale for, da vi havde en utæt bruser og en løstsiddende vandhane på badeværelset. Ting der blev ordnet 5 minutter efter, at vi anmeldt problemet.

Mie skriver:
Det føles helt velkendt – at sidde på et gyngende skib midt i Drakestrædet, med vand til alle sider. Vi ankommer Ushuaia igen på søndag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på denne tilbage-tur som spild af tid… Tænk, hvad vi kunne nå på land på næsten 3 døgn. Jeg snakkede med et par fra New Zealand til frokost, de kunne slet ikke genkende min utålmodighed, måske fordi de skulle rejse rundt i Sydamerika i et helt år ...

Antarktis har været en stor succes. Vi er enige om, at vi har set det ”virkelige Antarktis” med frost, storm masser af pakis, og deraf enkelte manglende muligheder for at gå i land. Vi har derfor heller ikke set egentlig blå himmel, som hører forår og sommer til. Vi bilder os også ind, at kontinentet lige nu virker helt specielt uberørt, da vi er den første ekspedition i år. Drømmen om at se de helt store hvaler må vi vist have til gode lidt endnu – dette er hverken årstid eller lokation for dette. Minky-hvaler og Orcas (Spækhuggere) tæller ikke som store hvaler, om end mødet med disse dyr også har været helt fantastisk. Allerøverst i oplevelses-hierakiet ligger for mig stadig de utrolig charmerende og nysgerrige Gentoo-pingviner – som vi efterhånden har set tusindvis af… De rokker afsted på deres korte ben opad, og glider nedad på den tykke mave – ja, og så kommer de ofte én i møde, når man står stille. En del af måden at omgås dyrene, er at holde god afstand (mindst 5 m), at dæmpe alle lyde, og at holde sig fra ”the pingwin highways” (pingvin-stierne i sneen). Duften på Antaktis er tør og en anelse sødlig – lidt som jeg husker den fra Grønland (når der altså ikke var slædehunde i nærheden, for så var lugten ram, stærk og fiskeagtig – faktisk en del som i en pingvin-koloni).

Vi har snakket om at prøve at finde en lille trekkingtur i Ushuaia, som vi kunne nå at gå inden vores fly letter om aftenen. Jeg trænger i den grad til at GÅ DERUDAF. Skibet her indebærer naturlige begrænsninger, og når vi har været i land, har vi kun måttet bevæge os langsomt og indenfor et afgrænset område. Så, at bestemme farten, retningen og omfanget selv – det er sagen, og jeg glæææder mig til vores videre færd.

Liiige en sidste lille kommentar om aftenen der gik: Salsa-undervisning med Rashida… Hold da op hvor vi fik grinet og danset… Jeg synes det gik helt godt, lige indtil vi skulle lave variationen med ”turn” – og skibet i det samme hældede gevaldigt over mod styrbord… ja, så havnede alle damerne i en helt ukurant masse i den ene ende af dansegulvet…. Mere grin.

Lørdag d. 2. november 2019
Bryllupsdag ved Cap Horn, det lyder sgu da romantisk. Ocean Atlantic sejlede som nævnt i går den ekstra vej, så vi kom til at se Cap Horn. En erstatning for den landgang vi ikke fik den sidste dag ved Antarktis. En god erstatning.

Man mærker, at det er sidste dag på skibet. Stemningen rundt omkring en er god, der tales og tales på kryds og tværs. Vi har set et slide-show lavet af skibets fotograf. Fantastiske billeder af gæsterne, personalet, isen og dyrene på Antarktis. Han har selvfølgelig udstyret i orden, men også et sikkert øje for det gode billede. Vi får et link – til slide-showet samt andet materiale, som Albatros mener, at vi kunne tænke os adgang til. Det glæder os. Linket virker i 3 måneder, så det er bare med at få det down-loaded, når vi modtager linket.

Vi venter lige nu på kaptajnen. Der skal siges ordentligt farvel og tak for denne gang. I morgen kl. 8 skal vi have forladt kahytten og kort efter skibet. Det skal sejle igen kl. 14 med 140 kinesere. Skib og kinesere får formodentlig en meget rocky-tur over Drake-strædet. Vinddiagrammet fra i går viste, at der var en storm på vej. En storm som vi lige akkurat undgår.

Ti dage på et skib … det er lang tid, når man ikke har en egentlig opgave. Som gæst skal man jo bare deltage i undervisningen, turene, måltiderne og så ellers underholde sig selv. De folk der arbejder på skibet, har det lidt lettere. Der er hele tiden noget at forberede. I dag har vi eksempelvis haft et videnskabsshow. Der på underholdende vis, viste os, hvad der sker med menneskets hjerteslag, når det kommer i koldt vand. De falder drastisk, så varmet tabet bliver mindsket. Vi så, at smør (animalskfedt) kan isolere, så man kan være længere i koldt vand. Dette var viden, som de første indbyggere i Ushuaia området anvendte, når de skulle fiske. Vi oplevede at en søløve bevæger sig hurtigere på land end en sæl og meget, meget andet. Det var meget morsomt og lærerigt.

Det bliver på en gang dejligt og trist at forlade skibet i morgen. Dejligt fordi vi igen får vores bevægelsesfrihed, og kan komme rundt og se Argentina. Trist fordi man kommer til at undvære den luksus, og de mennesker man har været sammen med de sidste 10 dagen.

Søndag d. 3. november 2019
På land igen efter 10 skønne dage.