En tur til Antarktis

VI har som vanligt skrevet undervejs. Det har været hyggeligt, men det bliver lidt uoverskueligt, hvis vi bare uploader. Dette bliver så et forsøg på at lave en samlet historie. Måske bliver det så mere en billedhistorie end en skrevet historie …

Fredag d. 25. oktober 2019

Der er ventetid … Vi er spændte, og skal finde på. Så vi tager en lille Hike til Skisportsstedet i Ushuaia. For mindre end 3 uger siden løb man stadig på ski på løjperne. Lidt svært at forestille sig midt i en stenørken.

Der er ikke meget sne tilbage, når man stå for enden af skiliften

Efter den lille vandretur hentede vi rygsækkene på hotellet, og dampede ned til havnen. Vi skulle finde Ocean Atlantic, skibet som skulle bringe os sikkert til Antarktis og tilbage igen.

Det var heldigvis ikke dette skib

Lidt søgen, og vi så det rigtige skib

Her er det smukke skib Ocean Atlantic

Ombord begyndte flere dages luksus.

Slåbrok, hygge og afgang

Lørdag d. 26. oktober 2019

Endelig en ledig stund hvor vi ikke skal have ”lecture”, spise eller træne evakuerings-scenarier… Livet ombord på en ekspeditions-skib er mangefacetteret, og meget langt fra noget vi har prøvet før. Vores ekspeditions-leder – en sej, kvindelig biolog fra Alaska – har netop pointeret, at dette er en ekspedition og ikke et cruise, idet vi har intentioner om at nå bestemte mål, men at vind, vejr og dyreliv afgør hvad vi får med os – der er ingen fastlagt plan om at nå fra a til b og c. Meget godt at få fastslået. Ved denne type sejlads er der heller ikke omklædning til aftensmaden – især godt at få fastslået. Her er masser af spændende mennesker ombord – 131 deltagere, 25 ekspeditionsledere og 92 besætningsmedlemmer. Jeg har slet ikke overblik over, hvor mange lande der er repræsenterede.

Dagen i dag har budt på undervisning i havfugle, briefing om hvordan man skal opføre sig i naturen og i forhold til de dyr man møder, undervisning i at sejle i kajak og bruge snesko, udlevering af (mere) udrustning, undervisning i at bruge sit kamera optimalt, og endelig en undervisningssession i at folde håndklæder (ja-ja, sidstnævnte følte vi godt at vi kunne springe over)… Ellers har vi været ude på dækket og se på fuglelivet ad flere omgange. Man kan stort set ikke blive træt af at se på albatrosserne der følger lige i kølvandet på skibet – yndefulde fugle med et vingefang på op til 3½ meter. De flyver så let og ubesværet og med kæmpe præcision til trods for deres anseelige størrelse. Albatrosserne kan holde sig i luften i dagevis – de sover flyvende og benytter sig af opstrømmene hele tiden. Et specielt led i den øvre del af vingen kan ”låses” så den stort set ikke bruger energi, men blot holder sig svævende.

Albatros - der var flere forskellige petreller, albatrosser m.v. der fulgte os et stykke af vejen

Vi er nu midt i Drake-strædet – og jo, der er bølger… og jo, skibet bevæger sig en del frem og tilbage. Et helt almindeligt samtaleemne er derfor søsyge, og hvor mange tabletter man har taget nu... Selv har vi det helt fint, hver med en enkelt tablet som virker lidt endnu.

Der er udskrevet en konkurrence om hvem der mest nøjagtigt kan sige hvornår vi ser et isbjerg der er større end vores skib… Jens siger
 i morgen formiddag mellem 10 og 11. Vildt.

(Der følger mere, når vi kommer til et bedre Internet
Måske går tingene lidt bedre her i El Chantel. Det regner og stormer, her er 7 grader.)

Søndag d. 27. oktober 2019

Mie står og prøver tøj. Hvad er den rigtige beklædning til en sneskosvandrertur på Antarktis? Det svært. Guiden taler om langeunderbukser og regnbukser. En undertrøje som fjerne fugten fra kroppen, et varm fleece lag og en den jakke vi har fået udleveret, skal sikre varmen på overkroppen. De anbefaler i øvrigt, at man har en rygsæk med, med ekstra tøj og plads til tøjet, hvis man bliver for varm. Det sgu vanskeligt, at skulle gå tur på Antarktis.

Vi har også lånt et par overtræksbukser af den tykkere slags. Dem skal vi bruge, når vi cruiser rundt i gummibåden. Vildt mange vejr hensyn at tage…

Det er lidt af en oplevelse at sejle så længe som vi har gjort ind til nu. Vi startede d. 25. oktober 2019 omkring ved 17-tiden, og det er først i dag omkring ved 15-tiden, at vi har set land igen. Spidse af den arktiske halvø. Mens vi sejlede forbi spidsen, var der nogle der så en leopard sæl. Jeg kiggede og kiggede, men kunne ikke finde den midt i snefoget og de mørke bølger.

Gentoo-pingvin; En af de første på ynglepladsen. Den skal lige vente på at sneen smelter.

Vi fandt ud af, at dette er et lille isbjerg. Men det var et af de første.

Mandag d. 28. oktober 2019

The Ocean Atlantic er nu vores flydende hjem. Vi kan finde rundt, vi kender dagens rutiner, og vi ved at man skal holde sig til, hvis man vil lære noget og opleve noget. Nu hvor vi er nået over Drake Strædet, er skibet langt roligere, og vi er ikke mere på Dramamin (søsygepillerne). Meget af undervisningen ombord er afløst af ture ind på land og ture i ”Zodiac”-bådene (store gummibåde med fast bund og en kraftig motor). Det er en stor fornøjelse at lave noget praktisk – og at få bevæget sig. I formiddag var Jens og jeg med på tur ind over Half Moon Island (en del af South Shetland Island – og altså ikke selv Antarktis fastlandet). Turen foregik på snesko – det havde vi ikke lige prøvet før…. Vi kom tæt på kolonier af Gento- og Chinstrap-pingviner – sjove, skønne dyr som er nysgerrige og i flere tilfælde kom os i møde når vi stod stille. Der var naturligvis masser af havfugle, og senere i Zodiac´en så vi også flere store sæler. Stor succes. Her i eftermiddag var vi nået videre til Deception island, som ifølge skibets geolog er en aktiv vulkan. Øen er ”bagelformet” med en smal passage som vores skib lige akkurat kunne snige sig igennem. Sidste udbrud skete i 1967 hvor der var flere forskerhold på øen – og under meget dramatiske omstændigheder måtte de flygte da udbruddet skete. Vores geolog mente helt sikkert at der igen kommer et udbrud – indenfor de nærmeste 10.000 år. Det blev heldigvis ikke i dag.

Godt gået Mie; og så på snesko

Deception Island - koldt

Eftermiddages tur blev en succes for grønt og rødt hold. Vi andre sad klar i det helt store udstyr i ”Mudroom” og var klar til at springe ombord i Zodiac´en, da vores tur blev aflyst grundet blæst på 40 knob. Øv, øv, men vi er blevet informeret til hudløshed om, at vejr, vind og dyreforhold afgør turens oplevelser og at intet er givet på forhånd. Alt det store tøj blev demonteret og vi fik i stedet tid til at få et bad og nyde den videre sejltur mod Antarktis halvøen. Vi skulle nå dertil i morgen.

Der er ved at blive gjort klar til landgang. Roligt vand, men kun til første hold.Det var ikke os.

Jens og jeg var enige om at snesko styrer – det vil vi helt sikkert prøve igen…

Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg er nødt til at styre mig i forhold til skibets udbud af desserter og kager …


Tirsdag d. 29. oktober 2019

Her lugter af fisk, eller retter sagt kril. Lugten kommer fra vores overtræksbukser. De har været i berøring med sneen på Curverville Island. Sneen er gennem trængt af ”brugt” kril – ekskrementerne fra pingvinerne måltid. Lugten er mere fremtrædende i dag, hvor vi har været længere tid ved og trættere på en pingvinkoloni. Jeg tænker, at det bliver endnu være, når vi kommer tilbage fra Danco Island, hvor vi skal over om lidt.

Nogle gange bliver man i tvivl, hvem ser på hvem?

Vejret ser ud til at være lidt med os nu. Det er overskyet og let tåget, men der er ingen bølger. Det ser m.a.o. bedre ud end i formiddags ved Curverville Island. Der aflyste man kajaksejladsen, som man ellers havde annonceret. Vind og bølgeforholdene skiftede på under 40 minutter fra næsten havblik til bølger med hvide toppe og sne. Alle kom dog i land på Curverville Island, hvor vi måtte vade de sidste meter gennem is fyldt hav. Vandet gik til op midt på gummistøvlen (lige over knysten/anklen).  Der var 5 – guider, der hjalp os med at finde fodfæste og holde balancen. Lidt imponerende at guiderne bliver stående i vandet så længe, selvom de har det rigtige udstyr på, må det da være koldt for dem. 

Vi opgave at tælle pingviner. Der kom hele tiden flere og flere

En norsk guide forklarede, at tågen opstår så hurtigt og så uforudsigeligt fordi den bliver dannet i mødet mellem det ”varme” havvand og den iskolde luft fra isen.

Vejret var uden blæst og sne, da vi startede denne tur

Det er forår her i Antarktis. I pingvinkolonierne stå pingvinerne faktisk og venter på, at sneen skal smelte, så de kan komme til deres redepladser. Der kommer stadig nye pingviner ind fra havet, så kolonien vokser hele tiden. Yderst i periferingen så en lille gruppe lettere forvirrede hanner. Det er første gang, at de er tilbage på det sted, hvor de kom til verdenen. De har hverken en mage eller en redeplads at byde på, og de skal først til at lære hierarkiet at kende.

Danco Island
Ups. Vi kommer ikke på land på Danco Island, da isen ikke er samarbejdsvillig. Den ligger ganske enkelt i vejen. Den planlagte Zodiac-cruise bliver dog til noget, så vi kan håbe, at vi kommer til at se en hval, en spændende sæl eller noget helt andet. 

Ocean Atlantic er ret stor, når man sidder i en gummibåd

Det isbjerg er større end Ocean Atlantic

Når isen er gennemsigtig, som denne klump, kan den være op mod 5000 år gammel.

"The Gangway" måtte op og ned nogle gange på grund af små isbjerge

Onsdag d. 30. oktober 2019

Hvaler … Nu har jeg været i New Zealand, ved Nord Kap og mange andre steder. 6 dage her i polarhavet omkring Antarktis har heller ikke givet noget; endnu. Jeg kan åbenbart ikke få lov til at se en hval. Hver morgen tænker jeg i dag, i dag er jeg heldig, i dag kommer der en lille hval forbi og siger goddag til mig. Om aftenen tænker jeg, jeg har nok bedre held i morgen.

Ifølge guiderne er hvalsæsonen endnu ikke rigtig begyndt. Det er årets første tur så chancerne for at se hvaler, er ret små. Til gengæld så er vi de første alle de steder, vi kommer frem. Dette gav ekstra arbejde til guiderne i dag, da vi skulle på land ved Brown station i Paradise Bay. De måtte starte gravearbejdet, mens de endnu stod i gummibåden. Der var ganske enkelt så meget sne på landgangsstedet, at de ikke turde træde ud på den, før de var sikre på, at der var land under sneen. Da vi gæster kom til landgangen, var den gravet fri for sne, og der var lavet ekstra snetrappetrin, der hvor stentrappen holdt op. De ekstra trin var, så vi kunne komme helt op på sneen, hvis overflade lå cirka en meter over stentrappens øverste trin.

Pingvinerne havde stort set overtaget pladsen i og omkring Brown Station. De brugte pladsen som hvile- og mødested, inden de skulle op ad bakken for at finde den rette redeplads. Vi kunne se, at der var pingvinpar der mødtes, måske for første gang siden de forlod ynglepladsen sidste år. En forklarede, at når pingvinerne ligesom dansede og ”sang”, pingvinsang er nærmest en skræppen, så kunne de kende hinandens bevægelser og lyde. Så de dansende bevægelser var en ”kender du mig igen dans”, og starten på en parringsdans. Hvor længe pingvinpar holder sammen fik vi nok at vide, men lige nu har jeg glemt det.

Tilbage på skibet, Ocean Altantic. I møderummet - The Viking Theater – bliver der pyntet op til Halloween. En besked over højttaleren fortæller, at vi er forsinkede. Vi når ikke frem til Neko Island til den planlagte tid. Mens vi venter, kan vi få et kursus i at binde knob. Det er ret hyggeligt. Guiderne forsøger at holde ro og orden på den snakkende flok, hovedsageligt mænd, der deltager i kurset. Ved de første to knude-eksempler, er der styr på flokken, men så går det løs. Knuder på alle sprog, til søs, til bjergbestigning og til … alt muligt bliver udvekslet og vist. Og da guidernes radioer kalder dem til Mudroom, hvor de skal forberede næste tur i gummibådene, sidder gruppen af knudebindende mænd og kvinder i stor koncentration og fortsætter deres forsøg. Alle går vi derfra med en ny knude, som vi kan binde i dag, i morgen og måske dagen efter.
Vi bruger meget tid på at spise; morgenmad (stort måltid), småkager til formiddagskaffen, frokost (enormt måltid), teatime med et større udvalg af kager og sandwichs, aftensmad (mega enormt måltid) og aftenkaffe med småkager. Så vi kommer til at trille fra skibet, når vi skal forlade det d. 3. november.
Højttalerne meddeler, at vejrforholdene gør at man må aflyse den planlagte kajaksejlads. Det er heller ikke sikkert, at vi kan komme i land ved Neko island, og måske er Zodiac-cruset også i risikozonen for at blive aflyst. I det hele taget ser det ud til, at eftermiddagens program bliver en smule amputeret, når vi både er for sent fremme og blæst og sne og regn styrer vejret. Mere om det, når dagen er gået.

Torsdag d. 31. oktober 2019

Øv … Vind, bølger og is forhindrede os i at komme i land på kontinentet i dag. Det første sted var ekspeditionslederen med et hold inde for at se, om vi kunne komme i land. De havde taget billeder, som tydeligt viste, at isen lå i vejen. Billederne viste også at det ville være umuligt at sejle i kajak, bølgerne og vinden var ganske enkelt for kraftig.

Ocean Atlantic satte kurs mod Cierva Cove, hvor man mente, at der ville være læ nok til en landgang og måske kajaksejlads. Desværre … heller ikke i Cierva Cove var der mulighed for at komme i land. Så hele antarktisk ekspeditionen endte med en lille skuffelse. En skuffelse som enhver af os var forberedt på både før vi købte eventyret og under selve eventyret. Antarktis er et sted, hvor det er vejret, havet og isen der styrer tingenes gang. Nu er kursen sat mod nord, mod Ushuaia. Uden at vide det tror jeg, at hjemturen er startet lidt tidligere end planlagt, så måske komme vi hjem før tid.

Fredag d. 1. november 2019
Jens Skriver:

I går vendte vi næsen mod Nord. ”Ekspeditionen” er slut, og der er kun transporten tilbage til Ushuaia, som skal overståes. Det troede vi i hvert fald … I og med at vores hjemtur kunne begynde lidt tidligere end planlagt, får vi i stedet tid til at sejle forbi Cap Horn. Så en lille ekstra rundvisning får vi da.

Som vanligt lover man ikke, at vi kommer til at se Cap Horn. Man lover kun, at vi vil sejle tæt forbi. Uden tilladelse kan man sejle så tæt på som 12 sømil, med tilladelse 3 sømil. Kaptajnen og ekspeditionslederen vil finde den bedste, sødeste og mest veltalende argentiner blandt besætningsmedlemmerne i håb om, at kunne få en aftale i stand med ”basen”. Udover det med aftalen, så har vejret også en betydning. I morges var der meget tåget omkring skibet. Hvis der er tåget, når vi når tæt på Cap Horn, kan vi selvfølgelig ikke se noget. Men vejrudsigten, som den var kendt ved gennemgang af morgendagens program, siger ikke noget om tåge i morgen. Meen vi er nær Antarktis, så ingen garanterer noget.

Jeg tænker, at det vil blive superfedt, hvis vi kommer til at se Cap Horn. Og så på vores bryllupsdag.  Tænk i morgen d. 2. november 2019 er det 24 år siden, at Mie og jeg blev gift. Fantastisk, og så er hun sød endnu.

Lige nu sidder jeg i kahytten og tænker, at jeg godt kunne tænker mig at vide, hvad der sker ude i verden. Det er svært at være uden nyheder i så lang tid. Vi har fået at vide, at Argentina har fået ny præsident. Den præsident som verdensbanken (IMF), og nogle andre økonomisk styrende magter ikke var interesseret i. Så den truende statsbankerot er mere truende end før vi tog på ekspedition til Antarktis. Alene denne nyhed, kunne jeg godt tænke mig at vide mere om. Vi har ikke hørt noget om Brexit, men vi ved jo, at skilsmissedagen var den 31. oktober, og vi ved, at en udsættelse skulle forhandles omkring vores afrejse mod Antarktis. Hvilket resultat, der kom ud af de forhandlinger, kender vi ikke. Endelig ved vi intet om de danske finanslovsforhandliger, er det kommet i hus eller skal vi imødese strejker, når vi vender tilbage til Danmark den 30. november. Først, når vi lander i Ushuaia, har fundet en internetforbindelse, og opdateret bloggen samt billedarkivet, så bliver der tid til en opdatering af nyheder – vildt.

I morgen er det i øvrigt afregningsdag her på skibet. Det bliver spændende at se, hvilke udgifter vi har haft. Der er noget med, at skibet trækker drikkepenge til en fælleskasse, så alle besætningsmedlemmerne får en lige del. Så var der to flasker vin, og en gang vasketøj. Vasketøjet har vi fået besked på, at vi ikke skal betale for, da vi havde en utæt bruser og en løstsiddende vandhane på badeværelset. Ting der blev ordnet 5 minutter efter, at vi anmeldt problemet.

Mie skriver:
Det føles helt velkendt – at sidde på et gyngende skib midt i Drakestrædet, med vand til alle sider. Vi ankommer Ushuaia igen på søndag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på denne tilbage-tur som spild af tid… Tænk, hvad vi kunne nå på land på næsten 3 døgn. Jeg snakkede med et par fra New Zealand til frokost, de kunne slet ikke genkende min utålmodighed, måske fordi de skulle rejse rundt i Sydamerika i et helt år ...

Antarktis har været en stor succes. Vi er enige om, at vi har set det ”virkelige Antarktis” med frost, storm masser af pakis, og deraf enkelte manglende muligheder for at gå i land. Vi har derfor heller ikke set egentlig blå himmel, som hører forår og sommer til. Vi bilder os også ind, at kontinentet lige nu virker helt specielt uberørt, da vi er den første ekspedition i år. Drømmen om at se de helt store hvaler må vi vist have til gode lidt endnu – dette er hverken årstid eller lokation for dette. Minky-hvaler og Orcas (Spækhuggere) tæller ikke som store hvaler, om end mødet med disse dyr også har været helt fantastisk. Allerøverst i oplevelses-hierakiet ligger for mig stadig de utrolig charmerende og nysgerrige Gentoo-pingviner – som vi efterhånden har set tusindvis af… De rokker afsted på deres korte ben opad, og glider nedad på den tykke mave – ja, og så kommer de ofte én i møde, når man står stille. En del af måden at omgås dyrene, er at holde god afstand (mindst 5 m), at dæmpe alle lyde, og at holde sig fra ”the pingwin highways” (pingvin-stierne i sneen). Duften på Antaktis er tør og en anelse sødlig – lidt som jeg husker den fra Grønland (når der altså ikke var slædehunde i nærheden, for så var lugten ram, stærk og fiskeagtig – faktisk en del som i en pingvin-koloni).

Vi har snakket om at prøve at finde en lille trekkingtur i Ushuaia, som vi kunne nå at gå inden vores fly letter om aftenen. Jeg trænger i den grad til at GÅ DERUDAF. Skibet her indebærer naturlige begrænsninger, og når vi har været i land, har vi kun måttet bevæge os langsomt og indenfor et afgrænset område. Så, at bestemme farten, retningen og omfanget selv – det er sagen, og jeg glæææder mig til vores videre færd.

Liiige en sidste lille kommentar om aftenen der gik: Salsa-undervisning med Rashida… Hold da op hvor vi fik grinet og danset… Jeg synes det gik helt godt, lige indtil vi skulle lave variationen med ”turn” – og skibet i det samme hældede gevaldigt over mod styrbord… ja, så havnede alle damerne i en helt ukurant masse i den ene ende af dansegulvet…. Mere grin.

Lørdag d. 2. november 2019
Bryllupsdag ved Cap Horn, det lyder sgu da romantisk. Ocean Atlantic sejlede som nævnt i går den ekstra vej, så vi kom til at se Cap Horn. En erstatning for den landgang vi ikke fik den sidste dag ved Antarktis. En god erstatning.

Man mærker, at det er sidste dag på skibet. Stemningen rundt omkring en er god, der tales og tales på kryds og tværs. Vi har set et slide-show lavet af skibets fotograf. Fantastiske billeder af gæsterne, personalet, isen og dyrene på Antarktis. Han har selvfølgelig udstyret i orden, men også et sikkert øje for det gode billede. Vi får et link – til slide-showet samt andet materiale, som Albatros mener, at vi kunne tænke os adgang til. Det glæder os. Linket virker i 3 måneder, så det er bare med at få det down-loaded, når vi modtager linket.

Vi venter lige nu på kaptajnen. Der skal siges ordentligt farvel og tak for denne gang. I morgen kl. 8 skal vi have forladt kahytten og kort efter skibet. Det skal sejle igen kl. 14 med 140 kinesere. Skib og kinesere får formodentlig en meget rocky-tur over Drake-strædet. Vinddiagrammet fra i går viste, at der var en storm på vej. En storm som vi lige akkurat undgår.

Ti dage på et skib … det er lang tid, når man ikke har en egentlig opgave. Som gæst skal man jo bare deltage i undervisningen, turene, måltiderne og så ellers underholde sig selv. De folk der arbejder på skibet, har det lidt lettere. Der er hele tiden noget at forberede. I dag har vi eksempelvis haft et videnskabsshow. Der på underholdende vis, viste os, hvad der sker med menneskets hjerteslag, når det kommer i koldt vand. De falder drastisk, så varmet tabet bliver mindsket. Vi så, at smør (animalskfedt) kan isolere, så man kan være længere i koldt vand. Dette var viden, som de første indbyggere i Ushuaia området anvendte, når de skulle fiske. Vi oplevede at en søløve bevæger sig hurtigere på land end en sæl og meget, meget andet. Det var meget morsomt og lærerigt.

Det bliver på en gang dejligt og trist at forlade skibet i morgen. Dejligt fordi vi igen får vores bevægelsesfrihed, og kan komme rundt og se Argentina. Trist fordi man kommer til at undvære den luksus, og de mennesker man har været sammen med de sidste 10 dagen.

Søndag d. 3. november 2019
På land igen efter 10 skønne dage.