Buenos Aires … Storbyen. Først nogle spredte landbrug, så
nogle sært sammenflækkede huse, et papshelter under en bro, så nogle
faldefærdige huse, der er lappede med blik og så … storby. Et sammensurium af
bygninger - høje, forfaldne, bølgeblikkede og endnu ikke færdige, betonhuse. Først
2 etager så 3, 5 og så mange etager at jeg ikke nåede at tælle. Glasdomænerne knejser
sig ranke og velpudsede over Buenos Aires. Endelig når vi havet på den
østvendte kyst, Retiro Terminal de Omnibus. Ud af bussens airconditionerede beskyttelse,
28 grader varm formiddagsluft går rent ind efter 14 timers buskørsel.
Det er et ordentligt skifte fra Argentinas små byer til
denne kedel, hvor der er støj hele tiden. Hvor man kan se småfuglene, men ikke
høre dem, og hvor osen fra benzin- og dieselbilerne hænger mellem bygningerne,
som en grålig tåge, der kun langsomt går i opløsning. Idag er her ingen
blæst, så bilosen hænger længe i luften, og lugter langt ned i lungerne. Et myldrende
hav af mennesker; Buenos Aires.
Mie er bare et sejt kvindemenneske, der ved, hvor skabet
skal stå. En taxachauffør havde vist tænkt, at vi var lette ofre, som ingenting
vidste om at køre taxa i Buenos Aires. Men han kom på andre tanker. Allerede på
vejen opdagede vi, at taxametret kørte i et underligt hoppende tempo, og
pludselig var prisen 897 pesos. Det var næsten samme pris, som prisen for en taxa fra vores
sidste bosted i Buenos Aires og ud til lufthavnen, og denne tur var meget
kortere; MEGET kortere end turen til lufthavnen.
Da vi nåede frem til Koten Hotel, blev jeg ved bilen og
læssede vores ting af. Mie gik ind og talte med personalet i hotellet, som
kunne fortælle, at prisen var helt hen i vejret. Normalen var omkring 400 – 500
pesos. På en blanding af spansk og engelsk fik chaufføren besked, han kunne gå
med ind på hotellet, eller modtage 500 pesos, færdig. Chaufføren ville ikke med ind
på hotellet, han ville bare beholde en af vores rygsække, men hov… bilen var
tom. En sur chauffør, sagde en del på spansk, men han ville ikke med ind på
hotellet, så jeg tænker, at vi handlede rigtigt. Han havde vist ikke rent mel i
posen.
Måske burde vi have luret det allerede ved busterminalen.
Den taxa vi kørte med, holdt ikke sammen med de øvrige taxaer. Det er vel
egentlig et godt signal om, at her er noget, der ikke er som det skal være. Det
har vi lært til en anden gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar