lørdag den 9. november 2019

Fredag d. 8. november 2019 El Calafate anden gang

Man kan blive helt forvirret sådan en morgen, hvor solen skinner fra en blå himmel og de sneklædte bjergtoppe fylder udsigten fra sengen. Så forvirret at man kommer til at synge fødselsdagssang for konen. Nu må vi se om jeg også husker det i morgen, hvor det er hendes fødselsdag.

Vi har brugt denne vejrmæssigt fantastiske dag til at rejse tilbage til El Calafate, da vi skal nå et fly i morgen. Havde vi ikke haft den aftale, så var vi nok blevet en ekstra dag i El Chantel. Den blå himmel startede jo først i går eftermiddags, så de smukke bjergbilleder med blå himmel, har vi ikke fået taget så mange af. Vi har mere været i de grå og tågede farvenuancer. Den vigtige bjergtop, Fitz Roy gemte sig i skyerne i forgårs, da vi var vandret ud til et udsigtspunkt, hvorfra den skulle tage sig særlig godt ud. I dag stod den helt skarpt inde fra byen, da vi var på vej ned til bussen.

Hvorfor så bruge sådan en smuk dag på transport? Jo; vi skal nå et tog. Det tog, der kører på tværs af landet hen over Patagonien. En tur som vi har haft på ”to do listen” siden vi tog hjemme fra. Toget kører en gang om ugen, og det er søndag.

Hvis vi har gjort det rigtigt, da vi bestilte billetterne til toget, så har vi en sovekupe. Der er spisevogn, men biograf- og diskoteksvognene er ikke i drift på den afgang vi skal med – pokkers osse; det havde vi lige glædes os til. Disko-tango a la train igennem flamingoland det var lige, hvad vi havde tænkt på. 



Fits Roy efter et par timers vandring i forgårs


Fitz Roy i dag fra byen, da vi var på vej til bussen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar