mandag den 18. november 2019

søndag d. 17. november 2019 Neuquén


Det var vist turens største fuser … Turen til ”Museo Paleontológico Ernesto Bachmann”. Museet ligger ca. 80 km fra Neuquén, og busserne kører ikke særligt ofte om søndagen. ”Al bus” kørte kl. 13.30 og vi var landet med natbussen fra Puerto Madryn omkring kl. 9. Vi havde med andre ord lidt travlt her til morgen. 

Nu vi var på Terminal de Omnibusse kunne vi lige klare tingene, så vi ikke skulle her ud igen. Busterminalen ligger 5 km. fra byens centrum. Vi fandt en bus til Mendoza, en bus til museet som nævnt og en tredje bus hjem fra museet. Det er nemlig ikke samme busselskab der kører ud og hjem om søndagen.

Vi havde læst beskrivelsen af museet i Lonely Planet, så vi var helt Okay med, at hjembussen først kørte kl. 21:20 fra stoppestedet lige foran museet. Virkeligheden er ofte meget anderledes end beskrivelser på papir. Nogle gange til det positive andre gange til det stik modsatte. I dette tilfælde var det, det sidste der gjorde sig gældende. Ikke for selve museets vedkommende, men for stedet det lå. Jeg tror, at det har været søndag længe i den lille by, meget længe … Der var ingenting at få endsige opleve. Den var tom.

Nede ved museet var der en forsamling med deres veteranbiler, de havde det hyggeligt og prøvede motorer, og talte bilspansk. Men der var ingen boder med mad. Et lille forretningscenter, havde en lille restaurant, men den var lukket ligesom de 4 andre restauranter i byen. Ingen mad, ingenting at foretage sig, så er der meget lang tid til kl. 21:20, når man er færdig med museets udstilling kl. 16.
Løsningen fandt vi i receptionen på Museet. Google translate uden internet det går ikke, så efter lidt snak frem og tilbage – de på spansk, jeg på dansk – fandt vi en mobiltelefon med adgang til internettet oversætteren. De fandt en pris (1800 pesos ca. 163 kr. for 80 km. Det er billigere end at sætte sig ind i dansk taxa), og en chauffør, vupti så var vi af sted mod Neuquén.
Nu er vi her, vi er ved at tage os sammen. Vi skal finde et sted at spise, vi har ikke fået noget ordentlig mad siden i går ved fem-tiden.

Rigtig god restaurant, Carmelo hvor man kunne få grillbuffet for stort set ingen penge. Mie og jeg klarede os igennem uden at forspise os. Lidt af en sejr når man ikke har fået rigtig mad i de sidste 25 timer. Meeeen – hvad kom vi forbi på vejen tilbage til hotellet? Jep; en Isbar. Nu kan vi ikke rokke med ørerne … bøvs.

Lækker is i lange baner. Minder meget om italiensk is.



Grillbuffet - Butterfly Lamp, grise, og oksekød


Ingen kommentarer:

Send en kommentar